En mail popper op på Jytte Poulsens skærm på amtsgården i midten af november. En psykolog på en Pædagogisk Psykologisk Rådgivning spørger hende, om hun ikke kan få tid til at observere et barn inden 1. januar. Psykologen skriver, at hun godt ved, at det er i sidste øjeblik, men hun er usikker på barnets skoleplacering, så vil Jytte ikke nok tage denne sag?

Det er tydeligt for alle, at det er sidste udkald i amtet. På amtsgården flyder flyttekasser, møbler og potteplanter på gangene, flyttefolk dukker op og fylder en bil med jævne mellemrum. Håndværkere borer og maler, og forleden oplevede Jytte Poulsen, at væggen til hendes kontor blev brudt ned. Hendes mapper står ude på gangen, og det hele er noget kaotisk. Der lukkes og slukkes i bogstaveligste forstand.

Sådan har den mailende psykolog det også. Hun har brug for Jyttes ekspertviden her på falderebet.

»Jeg kan ikke nå det«, siger Jytte Poulsen.

»Jeg har allerede måttet sige nej til mere arbejde. Jeg skal nå at gennemgå en masse sager, og mine arbejdsdage er fyldt op. Jeg kan tilbyde psykologen, at jeg læser sagen, og så kan jeg ringe hende op og sparre med hende i telefonen«.

Telefoner og computere bliver lukket på amtsgården den 11. december, og kalenderen er fyldt frem til juleferien.

Jytte Poulsen er skolekonsulent i Nordjyllands Amt. Hun er uddannet speciallærer og har arbejdet i amtet de seneste tre år. Hendes område har været elever med generelle indlæringsvanskeligheder og elever med autisme og kontaktvanskeligheder. Fra 1. januar skal hun arbejde med vidtgående specialundervisning i Frederikshavn Kommune.

»I Frederikshavn får jeg ikke kolleger, der har med de svageste elever at gøre, men jeg får mange andre kolleger«.

»Jeg tænker da på, hvordan det bliver fremover. Jeg vil helst ikke kun være generalist, men det er dét, jeg skal. Jeg vil hellere have en specialviden på et par områder og vide noget om bestemte grupper børn«, siger hun.

»Men min nye arbejdsgiver forventer, at jeg skal være en mellemting mellem specialist og generalist. Jeg har fået at vide, at jeg endelig skal melde mig til kurser og skabe mig et netværk inden for de fagområder, jeg skal arbejde i«.

Jytte Poulsen er bekymret for, om eleverne fremover får al den hjælp, de har brug for. Amtets konsulenter har ofte kunnet fungere som de neutrale, som konfliktmæglerne og som dem, der lige har kunnet prikke lidt til tingene, så der skete noget. For eksempel at påpege, hvis skolen havde glemt at give en specialklasseelev i 3. klasse engelsk, eller hvis der var et nyt og bedre computerprogram, der med fordel kunne bruges af eleven.

»Vi kom lidt udefra og opdagede derfor nogle mangler. På den måde har vi fungeret som garanter og som børnenes advokater. Desuden har vi jo haft et sammenligningsgrundlag, som vi har kunnet bruge«, som hun siger.

Hendes kollega i amtet, Jens Ottesen, kalder amtskonsulenterne for »flyttere af viden«.

»Vi opfinder ikke den dybe tallerken hver gang, men vi giver nogle erfaringer videre«, mener han.

Amtskonsulenterne oplever, at det er blevet sværere for specialklassebørnene at klare sig i skolen. »Deres børn« holder mest af en mere gammeldags skole.

»Folkeskoleloven i dag stiller store krav til eleverne. Det er svært for flere af dem. De skal selv planlægge mere, hvor lærerne tidligere forklarede, hvad der skulle ske«, siger Jytte Poulsen.

At planlægge selv og tage ansvar for egen læring er nærmest umuligt for elever med autisme, ADHD/Damp, hjerneskadede og tidligt skadede. De har brug for struktur og forudsigelighed.

Men Jytte Poulsen understreger, at de i amtet altid har arbejdet på at hjælpe børnene dér, hvor de er. Det har ikke handlet om at få børnene overført til specialtilbud, medmindre det var dét, der var det bedste for dem.

»Der er faktorer, der skal opfyldes, for at klassen kan rumme et barn med specielle behov. Klassen skal være rummelig, og læreren skal have forståelse for eleven. Samtidig er det også vigtigt, at skolelederen er med i arbejdet. For det er lederen, der skal give opbakningen og tildele resurserne«, siger hun.

Jytte Poulsen har på specialskolerne arbejdet med multihandicappede elever.

»Vi skal huske, at de alle har udviklingsmuligheder. Alle elever kan for eksempel få en god dag, hvis vi har kendskab til deres behov«.

Hun fortæller, at alle elever med multiple funktionsnedsættelser tidligere blev kørt til skole, men det holdt man op med for de svageste, fordi de let fik træk under transporten og blev syge eller var alt for trætte til at lære noget, når de nåede skolen. Derfor besluttede man, at et par lærere fra specialskolen tog ud til dem på deres institution.

Det var en succes, at der kom en musiklærer med ud til eleverne. Det gav nye muligheder i undervisningen og flere oplevelser til eleverne.

»Men det er ikke nok bare at sende et par lærere ud på institutionen. Lærerne skal også have et fagligt miljø, de skal vide noget om alternativ kommunikation, og personalet på institutionen skal vide, at der kommer folk udefra«, siger Jytte Poulsen.

Jens Ottesen har som amtskonsulent arbejdet specielt med de udadreagerende elever. Han er uddannet lærer, tale/høre/læse-

pædagog og har praktisk erfaring fra 20 år med specialundervisning. Desuden er han netop blevet færdig med en ledelsesuddannelse.

Egentlig skulle han have arbejdet i regionen efter 1. januar 2007, men han har lige fået nyt job som konsulent for specialundervisningen i Ny Mariager Fjord Kommune. Undervejs i planlægningen af den nye kommunale struktur har han haft tre job - på papiret.

Jens Ottesen frygter mest, at nogle kommuner i fremtiden vil blande børn med forskellige handicap i én klasse.

»Det har vi allerede oplevet, at nogle ville. Men for eksempel går det slet ikke at have tidligt skadede og børn med Damp sammen. De tidligt skadede kan planlægge og er vant til at lægge strategier, fordi de har manøvreret i en familie med alkoholisme eller forsømmelse fra forældrene. Disse børn kan let aflæse Damp-børnene og sætte rav i den. De kan få børnene med Damp til at lave ballade og så bagefter sidde og 'nyde', at Damp-børnene får skældud«, forklarer Jens Ottesen.

»Men udadtil, på de sekundære symptomer, kan de to grupper godt ligne hinanden. Begge har adfærds-, kontakt- og trivselsproblemer«.

Han fortæller, at det ofte giver problemer i lærergrupper, fordi lærerne har forskellige indgangsvinkler til børnene med specielle behov og har arbejdet med forskellige grupper. Hvis man blander børn med forskellige behov, giver det ikke kun problemer for børnene, men også for lærerne.

»Nogle mener, det er synd for børnene med al den struktur, som man for eksempel giver elever med autisme og ADHD. For elever med generelle indlæringsvanskeligheder har brug for oplevelses- og stimulationspædagogik. De leger med ler og spiller musik, men det kan elever med autistiske træk eller Damp slet ikke klare. Nogle er direkte overfølsomme over for udefrakommende lyde«.

»Lærere, der har arbejdet meget med den ene gruppe, kan måske ikke klare at behandle børnene så fundamentalt anderledes, end de ellers har gjort i deres arbejde. De knækker simpelt hen. Som lærer opbygger man langsomt sin læreridentitet, og det er svært at skifte. Der er simpelt hen tale om to forskellige slags lærere og to kulturer«. |