Fire søskende skal kæmpe om titlen som årets Unge Forsker

Alle fire søskende i familien Weiss Nielsen fra Erritsø har sensationelt kvalificeret sig til den nationale finale i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Familien Weiss Nielsens hjem i Erritsø ved Fredericia har i de seneste dage været omdannet til et sandt forskerlaboratorium, hvor kemiske formler og matematiske ligninger er føget gennem stuerne.

Baggrunden er særdeles opsigtsvækkende.

Når finalen i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere, finder sted i slutningen af april, står de fire børn i familien – Emma, Freja, Signe og Jacob – nemlig klar med hvert sit gennemarbejdede forskerprojekt.

Onsdag gik de fire seje forskerhjerner videre fra den regionale finale i Syddanmark til den prestigefyldte nationale finale efter fire overlegne præsentationer. Emma på 18 år i seniorrækken, Freja på 15 og tvillingerne Signe og Jacob på 12 år i juniorrækken.

De fire søskendes finaleprojekter:

*Emma Weiss Nielsen: Snefnugs aerodynamiske forhold

*Freja Weiss Nielsen: Om kemiske analyse af cellulosevarianter som bindemiddel i maling

*Signe Weiss Nielsen: Energi i medvind

*Jacob Weiss Nielsen: Den glemte verden af svampe

Både Emma og Freja Weiss Nielsen har prøvet at sejre før. Emma vandt hovedprisen som årets Unge Forsker i 2019. Lillesøster Freja vandt den nationale finale i 2021. Men forskertrangen er for stor til at de unge forskere stopper der. Og de yngste følger efter dem.

Den stolte far, Johnny Morberg Nielsen, fortæller:

”De har virkelig kunnet være der for hinanden. De har hjulpet hinanden med projekterne og har øvet sig på deres fremlæggelse over for hinanden,” fortæller han i en pressemeddelelse.

Ingen af forældrene selv er forskere, så det er lidt af en sensation at have fire børn, der alle har naturvidenskabelig x-factor.

”Jeg tror, de er drevet af en indre, naturlig nysgerrighed. Desuden har de fået god hjælp af deres lærer til at komme i kontakt med relevante forskere på de forskellige områder”, siger Johnny Morberg Nielsen.

Talentkonkurrencen er arrangeret af Astra, det nationale naturfagscenter og H.K.H. Prins Joachim er protektor. I alt har 1.054 projekter fra hele landet været tilmeldt konkurrencen, inklusive tilmeldingerne til ’Min Vildeste Idé’, som er en tegnekonkurrence for grundskolelever.