Elevfravær
”Det er et problem for det enkelte barn, der hurtigt kan føle at de ikke er en del af fællesskabet", siger den nyvalgte formand for Skolelederforeningen Dorte Andreas om det stigende elevfravær.
Foto: Frandsen Fotografi
”Vi oplever en stigende forventning om, at man kan give sit barn fri fra skole”
Elevernes fravær er steget i forhold til tiden før coronapandemien. Den nyvalgte formand for Skolelederforeningen peger på både skolevægring og ferie uden for skoleferierne som forklaringer.
Fraværet blandt danske skoleelever er igen steget - i forhold til sidste år og ikke mindst i forhold til tiden før coronapandemien.
Det viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet. Både
lovligt fravær, sygefravær og ulovligt fravær er steget siden 2018/19, som var det sidste fulde skoleår, inden coronavirus ramte verden.
Det såkaldt lovlige fravær er steget fra 1,9 procent i 2018/19 til
2,1 procent i 2023/24, mens sygefraværet er steget fra 3,1 procent til 4,4
procent.
Ferie og fødselsdag i stedet for skole
”Vi oplever en stigende forventning om, at man kan give sit
barn fri fra skole, hvis man for eksempel skal ud og rejse udenfor skolens
ferier, skal til mormors fødselsdag eller hvis forældrene vurderer at
barnet trænger til en fridag”, vurderer Dorte Andreas, der tiltræder som ny formand for Skolelederforeningens 1. december.
Og den tendens har konsekvenser:
”Det er et problem for det enkelte barn, der hurtigt kan føle, at han eller hun ikke er en del af fællesskabet. De andre elever godt kan få den opfattelse,
hvis barnet ofte ikke er i skole”, siger hun og tilføjer, at det kan have faglige konsekvenser for eleven.
Svært at komme ud efter corona
Dorte Andreas peger ligesom undervisningsministeren på skolevægring som en anden forklaring på, at elevernes fravær stiger. Et problem, som skolelederne er meget opmærksomme på.
”Skolen har som oftest reageret, allerede inden forældrene
kontakter dem om, at deres barn ikke har lyst til at gå i skole, fordi vi ofte
har opdaget, at barnet har mere fravær end normalt. Når forældrene så rækker ud
til os, holder vi et møde med dem, barnet og dets lærere. Samtidig samarbejder
vi også med både socialrådgivere fra forvaltningen og pædagogisk psykologisk
rådgivning”, siger hun.
Men der kan være flere andre grunde til det stigende fravær, mener Dorte Andreas:
”Samtidig har corona gjort, at mange børn
har siddet derhjemme alene, og bagefter har de fået sværere ved at komme ud og være sammen
med andre igen”.