Forskning
Foto: Lead
Ny bog: Man skal føle, at man hører til for at kunne lære
”Mønsterbrydere og mindset” hedder en ny bog skrevet til folk i praksis på ungdomsuddannelserne. Den bygger på et forskningsprojekt på Mercantec Teknisk Skole og Gymnasium i Viborg og handler om de vigtige relationer mellem elever og lærere.
ANNE OG PETERTO MØNSTERBRYDERE
I bogen "Mønsterbrydere og mindset" har forfatterne sammensat topersonaer Anne og Peter. De er sammensat ud fra interview med 24elever på Mercantec, Teknisk Skole og Gymnasium i Viborg. Her etkort uddrag:
Anne er 21 år og vokset op med sine forældre og to yngresøskende. Hendes mor er ufaglært og har arbejdet på fabrik medskæve arbejdstider i mange år. Moren har været arbejdsløs ogsygemeldt de senest tre år pga en tilbagevendende depression. Annesfar er også ufaglært og har haft mange skiftende job på fabrikkerog som arbejdsmand. Han er ved at søge førtidspension på grund afen arbejdsskade.
Forældrene har haft et turbulent forhold, men de har altidstøttet Anne i at hun skulle have en uddannelse. Især de senestetre år har været hårde for Anne, fordi hun skulle stå for meget ihjemmet, fordi forældrene er syge. Familien har et sparsomtnetværk. De er ikke på talefod med morens familie, der er præget afmassivt alkoholmisbrug og splittelse.
Anne er ordblind og har koncentrationsvanskeligheder. Derfor harhun altid været fagligt udfordret i skolen og har følt at elever oglærere har set ned på hende. Hun har aldrig følt sig god nok. Ifolkeskolen er hun altid blevet behandlet som "hende den håbløse,der ikke kan finde ud af noget, og som aldrig bliver til noget".Hun er usikker og har mistet troen på egne evner. Hun fortæller, athun holdt op med at lave lektier i 5. klasse, fordi hun alligevelikke kunne finde ud af det.
Som 13-årig startede Anne et hashmisbrug og det har udviklet sigtil hårdere stoffer. Hun bestod kun omkring halvdelen af sineeksaminer i 10. klasse. Derefter er hun droppet ud af flereforskellige uddannelsesinstitutioner. Hun har svært ved at motiveresig selv og er tiltagende trist.
Peter er 19 år og bor i ungdomsbolig. Han har boet alene med sinmor fra han var 10 år, hvor faren forlod dem. Han har ikke kontakttil sin far. Hans mor har været på kontanthjælp i al den tid, Peterkan huske, men hun har altid fået pengene til at række. De harflyttet meget rundt. Som 17-årig flytter Peter i ungdomsbolig, hvorhan finder sammen med en vennegruppe præget af stofmisbrug, og hvornogle har en småkriminel løbebane.
Han har sammen med sit stofforbrug haft spilleproblemer og haropbygget gæld. Det sidste år er Peters psykiske tilstand blevetkraftigt forværret og han har ofte følelsen af at være i et sorthul, hvor han ikke kan overskue sit liv. Han har lagt misbruget bagsig, men han mærker efterdønningerne af sit tidligere liv bådementalt og økonomisk. Spillegælden er en konstant stressfaktor.
Peter har kontakt til en kriminel morbror. Han ser op til ham,men han er også fast besluttet på ikke at ende i samme situationsom ham.
Han drømmer om at tage en uddannelse, men har ikke haft viljenog overskuddet til det. Han er stoppet på flere uddannelser og vedikke, hvad han vil.
Peter har også mest dårlige minder fra sin folkeskoletid. Hansiger selv, at han har været god til at samle pånederlagsoplevelser. Som 11-årig fik han diagnosen ADHD. Han føltesig ofte stemplet som "hyper" og dum i skolen. Han har desudenværet udsat for mobning det meste af sin skoletid. Ofte endte det islagsmål.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det begyndte med et forskningsprojekt, hvor flere forskere interviewede 24 unge mønsterbrydere på Mercantec fra 2014-2016. Nu er det endt med en bog, hvor cand.psych og partner i Lead, Rasmus Thy Grøn og cand.psych.aut. Maiken Damborg Jørgensen fra børne- og familieområdet, fortæller om, hvad det er, der har betydet, at de 24 unge fik en uddannelse og kom godt i gang. Bogen er udkommet på Dansk Psykologisk Forlag.
De to forfattere har sammensat to personaer - Anne og Peter - ud fra interview med de 24 unge. To unge med voldsomme sociale problemer, med dårlige skoleoplevelser, dårligt selvværd og misbrugsproblemer.
"Vi har ønsket at skrive en bog til folk ude i praksis. Om vigtigheden af at se på eleverne ud fra et helhedsperspektiv. Det er nødvendigt at se hele perspektivet, hvis de unge har problemstillinger inden for det sociale, uddannelsesmæssige og personlige", siger Rasmus Thy Grøn til folkeskolen.dk/uddannelsesvejledning.
"Hvis alt sejler derhjemme, så er det svært at koncentrere sig om at tage en uddannelse".
Unge, der har givet op
Både Anne og Peter har oplevet så mange nederlag, at de opfatter sig selv som "uduelige". De havde faktisk givet op. På Mercantec satte man ind på alle områder i de unges liv: skole, koncentrationsevne og ro, forberedelse, mødetid, søvn, kost, motion, relationer, exit fra kriminelle miljøer og at gøre noget godt for andre. Ifølge bogen handler det om at ændre deres mindset fra det negative og fastlåste til at kunne se muligheder både i sig selv og i omverdenen.
"Relationerne har en utrolig stor betydning. Masser af forskning viser, at én person kan hjælpe og skabe en mønsterbryder. På Mercantec har man ansat elev-coaches, der udelukkende har elevernes trivsel for øje. De kan være tidligere lærere, men nu arbejder de kun med relationerne og med elevernes trivsel. De skal tro ubetinget på de unge, og de skal være vedholdende. De må ikke give op", siger Rasmus Thy Grøn.
Det tager lang tid. Nogle elever har mentorer, der følger dem meget tæt. Det kan være flere timer om ugen i nogle måneder.
Elev-coachen rækker ud over selve skole og uddannelse og ind i elevernes privatliv, beskriver forfatterne i bogen. De vækker dem måske om morgenen, henter dem endda, hjælper med at få styr på boligsituationen og med at skabe struktur i deres liv.
I interviewene fortæller eleverne fx: "Jeg fatter ikke, hvordan han bare kunne blive ved med at sige, at jeg nok skulle klare det, selv om jeg dummede mig igen og igen, men det gjorde han sgu'".
En elev-coach siger i bogen: "Alle vil noget med deres liv! Nogle har bare mistet det af syne, fordi deres liv er fyldt af kaotiske og udfordrende begivenheder. Det kan overmande selv den bedste. Vores job er at få sådanne elevers liv og uddannelsesforløb tilbage på sporet. Når vi insisterende holder på, at vi vil og tror på eleverne, hjælper det os til at opbygge den tillidsfulde relation til dem. Og det er relationen, der gør det muligt for os at hjælpe dem videre i deres liv".
Rasmus Thy Grøn fortæller, at lærere og coaches i lang tid måske oplever, at eleverne slet ikke tager imod. Men så pludselig vender det. Det fortæller flere af de unge selv om, og det støttes af de ansatte.
I projektet fortæller de unge til forskerne, at de for første gang oplever at blive en del af et fællesskab på Mercantec.
I bogen konkluderer forfatterne, at selv om det koster resurser at ansætte personale som elev-coaches, så tyder forskningsprojektet på, at det er en god investering både for uddannelsesinstitutionen og for samfundet som helhed. Lærerne bliver aflastet og får hjælp til at håndtere elever, som der ellers ikke er plads til i undervisningen og udsatte elever hjælpes igennem et uddannelsesforløb, som de ellers ikke kunne have gennemført. Det mindsker sandsynligheden for at de unge ender på offentlig forsørgelse potentielt i resten af deres liv.
Professor, ph.d., Lene Tanggaard har skrevet forord om vigtigheden for os alle af at høre til.
