Penge fik flere skoler til at deltage i pilotprojekt
Professor Simon Calmar Andersen og forsknings- og analysechef Ulrik Hvidman har fået en pris for en forskningsartikel, der viser, at økonomisk belønning kan bruges til at give skoler et skub i retning mod at arbejde med data.
Da Undervisningsministeriet i 2017 inviterede næsten halvdelen af landets folkeskoler til at gennemføre en pilottest af en revideret udgave af den nationale trivselsmåling, blev nogle skoler blev tilbudt 10.000 kr. for at gennemføre trivselsmålingen, mens andre blev ringet op af en konsulent og mindet om at tilmelde sig.
Annonce:
Belønningen var en del af et forskningsprojekt, som efterfølgende påviste, at den økonomiske gevinst både øgede antallet af elever, der gennemførte trivselsmålingen og antallet af lærere, der efterfølgende downloadede resultaterne fra målingen.
"Resultaterne indikerer, at små økonomiske tilskyndelser kan være et effektivt puf til at få organisationer til at investere tid og kræfter i at udvikle deres ekspertise. Form eksempel når man vil have skoler til at bruge data til at udvikle deres ledelse og undervisning”, siger professor og leder af Trygfondens Børneforskningscenter Simon Calmar Andersen i en pressemeddelelse.
Sammen med forsknings- og analysechef i Vive Styring og Ledelse Ulrik Hvidman har han netop fået en pris for den forskningsartikel, de har publiceret om forsøget. De har fået prisen for årets bedste artikel i tidsskriftet Journal of Public Administration Research and Theory i 2021.