Hvorfor går børn i skole? Denne bogtitel er allerede taget, men grundlæggende er det det samme spørgsmål forfatterne Bjarke Malmstrøm Jensen og Vincent F. Hendricks stiller i deres bog Fra Kant til Steen. En samtale om skolens raison d’être. Man kunne også bare spørge til skolens formål. Forfatterne mener dog, at samtalen om skolens formål er mudret til, hvilket er grunden til, at de hellere vil tale om skolens raison d’être, der betyder skolens eksistensberettigelse eller ret og slet skolens formål. Hvordan udskiftningen af begrebet for skolens formål skulle bidrage til en fornyet samtale, forbliver dog uklart for denne anmelder.

Bogen falder i to dele. Den første del er viet til en analyse af formålsparagraffen, mens den anden del handler om den nye samtale. Eller rettere sagt handler anden del om et bidrag til en ny samtale.

Den nye samtale om skolens raison d’être styres af fire dimensioner, som også alle kendes fra de gamle samtaler eller diskussioner om skolens formål. Den ene dimension er forholdet mellem dannelse og uddannelse. Skolen er spændt ud mellem at uddanne en ny generation til at varetage opgaver, der kan sikre samfundets videre beståen, og at bidrage til udvikling af den enkeltes identitet som menneske. Den enkelte elev skal vokse både som samfundsborger og som menneske. Her peger forfatterne på, at uddannelsesdelen fylder for meget i forhold til dannelse, hvilket går ud over elevernes frihed til at udvikle sig på andre måder end normen.

Splittelsen mellem dannelse og uddannelse kan også betragtes som et paradoks, der kommer til udtryk gennem en anden dimension, nemlig dimensionen frihed over for tvang. Denne dimension kan personificeres gennem to af den moderne skoles inspirationskilder oplysningsfilosofferne Immanuel Kant og Jean Jacques Rousseau. “Skolens raison d’être skal bl.a. forstås som den vigtige og vanskelige opgave, det er at balancere Rousseau og Kant”, hedder det i bogen.

Selvom Kant var inspireret af Rousseaus tanker, så havde de vidt forskellige opfattelser af begrebet frihed, og hvad der ligger i naturen. For Rousseau er natur lig med frihed, mens Kant mente, at naturen er dyrisk og derfor er ensbetydende med tvang. At blive menneske og fri betyder for Kant, at man tøjler sin natur med fornuften. Så frihed for Kant er “evnen til at tage oplyste beslutninger. Rousseau ser frihed udtrykt gennem menneskets frie udvikling og realisering af egen natur”.

De to sidste dimensioner gælder forholdet mellem fællesskab og individ og forholdet mellem, om eleverne gøres til subjekter eller objekter. Forfatterne mener, at den nuværende formålsparagraf i høj grad gør eleverne til objekter, fordi formålsparagraffen handler om, at der skal gøres noget med dem. De betragtes ikke som selvstændige individer eller demokratiske aktører, men snarere som nogle, der skal formes efter bestemte konkurrencestatslige bestemte normer og nærmere bestemt “videre uddannelse”.

Fakta

Fra Kant til Steen - En samtale om skolens raison d’être.

Forfattere: Bjarke Malmstrøm Jensen & og Vincent F. Hendricks

280 kroner

253 sider

Hans Reitzels Forlag

Når forfatterne læser formålsparagraffen, ser de primært ét formål, der overskygger alt andet: "Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse…”. Hermed gøres eleverne til objekter for en hensigt, der ligger uden for dem selv. Ifølge forfatterne betragtes eleverne som nogle, der ikke er et mål i sig selv. Ligesom skoletiden heller ikke er et mål i sig selv, men blot en station på vej til videre uddannelse.

“Formålsparagraffens ambitionsniveau er ikke så meget at sætte det enkelte menneske fri og da slet ikke at løfte menneskeheden, som det skrevet står. Tvangen tjener det formål, at eleven tilegner sig visse kundskaber og færdigheder og kommer videre i uddannelse. Hvad så med friheden?”

Den frihed, forfatterne peger på, ligger i, at skolen i højere grad bør tage udgangspunkt i henholdsvis elevernes egne erfaringer og i det omgivende samfund. I begge dele er de inspireret af Biestas tilgang til skole, hvor der tales om verdensvendt uddannelse og subjektifikation. Skolen bør i højere grad tage udgangspunkt i de problemstillinger, der gælder i verden. Epokalitetstypiske problemstillinger, som Wolfgang Klafki taler om, spiller en væsentlig rolle i bogen. Her er klima og miljø bud på noget, der kan være med til at gøre skoledagen meningsfuld for eleverne.

Folkeskolens formål

Bogaktuel filosof: Eleven som menneske er forsvundet i folkeskolens formål

Det meningsfulde gælder dog også elevernes egne hverdagserfaringer, som ifølge forfatterne spiller en alt for lille rolle i skolens nuværende formål. Det er en stor didaktisk opgave at gøre undervisningen meningsfuld for eleverne. Jeg tror, forfatterne har ret i, at det bør være en del af skolens formål, at det sker. Ligesom det bør være en del af skolens opgave at betragte eleverne som myndige, demokratiske individer. Elever er først og fremmest mennesker og dernæst elever, som samfundet eller skolen kan have et formål med. Som mennesker er elever formål i sig selv, hvilket også står helt centralt i Kants tænkning.

Forfatterne har fat i rigtig mange gode kritikpunkter i forhold til den måde, vi holder skole. Men der er også store udfordringer med hele deres tilgang til en ny samtale om skolens formål.

Deres analyse af formålsparagraffen, "Formålsparagraffen under lup”, er overfladisk og indimellem triviel - i hvert fald forekommer deres lup rimelig uskarp. Analysen er overfladisk, fordi den ikke ser formålsparagraffen i et historisk lys, og derfor overser forfatterne alle de politiske elementer, der ligger i formålsparagraffen og dens historiske tilblivelse, hvilket er en forudsætning for at forstå den. Den er også overfladisk, fordi den lader som om, at der ikke findes masser af tilsvarende analyser af formålsparagraffen. Eksempelvis fremgår Thomas Rømers Skolens formål - dannelse, splittelse og uniformering ikke af forfatternes litteraturliste, men også megen anden relevant litteratur er ikke inddraget i denne “nye samtale” om skolens formål. Men en samtale bliver ikke ny ved at ignorere den allerede eksisterende samtale.

Endelig er analysen også overfladisk, fordi den ikke ser på, hvordan formålsparagraffen praktiseres i skolens hverdag. Den eksisterende praksis i skolen er næsten fraværende i deres diskussion af skolen.

Forsker på mission for at redde formålsparagraffen i ny bog

Når der eksempelvis i formålsparagraffen står, at “skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati”. Her går forfatterne i kødet på “præget”, som efter deres mening betyder, at skolen dermed ikke skal være demokratisk. Men skolen er ikke demokratisk i den forstand, at alle i skolen er lige. Alle er ligeværdige, men ikke ligestillede. Rusland er måske nok et formelt demokrati, men formentlig ikke præget af demokrati. At have en skole, der er præget af “åndsfrihed, ligeværd og demokrati” vil da være det mest fremragende - og det havde været mere på sin plads at diskutere, om denne hensigt - raison d’être - bliver indløst eller ej, frem for at abstrakt at kritisere et mere republikansk frem for et liberalistisk begreb om demokrati.

Der er mange gode indsigter og kritiske elementer i bogen, men den skyder kritisk på hvad som helst uden tanke for præcision eller empirisk belæg. Bogen er ufokuseret og upræcis i sine diskussioner og diagnoser - og den er alt for lang og ordrig i forhold til sine pointer. Den er også præget af en masse sjuskefejl, der tyder på, at den er blevet til i al hast. Forlagsredaktøren burde nok have været en større støtte. Det havde nok også været bedre, hvis forfatterne havde forholdt sig til den gamle samtale om folkeskolen frem for at ville starte en ny, da de langt hen ad vejen tager positioner, der helt berettiget er taget i forvejen, men som de tilsyneladende ikke kender til eller blot ignorerer. De kunne bidrage mere, hvis de fik øje på den samtale.