Tesfaye bliver ny undervisningsminister

Folkeskolen får ny minister. Mattias Tesfaye bliver ny børne- og undervisningsminister. Der er også ny minister i spidsen for læreruddannelsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nu er der sat navne på landets nye ministerhold. Og det bliver med en udskiftning på ministerposten for folkeskolen.

Mattias Tesfaye (S) bliver ny børne- og undervisningsminister. Han forlader dermed posten som justitsminister. I den seneste regeringsperiode var han også tidligere udlændinge- og integrationsminister.

Pernille Rosenkrantz-Theil (S) rykker over i Social- og Boligministeriet.

Mattias Tesfaye er 41 år og uddannet murer og var i sine unge år aktiv i fagforbundet 3F.

Mattias Tesfaye indledte sin politiske karriere i Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister, som han siden stoppede i for at melde sig ind i Enhedslisten i 2005.

I 2008 meldte han sig i stedet ind i SF, og da han blev næstformand i partiet, stoppede han sin aktivitet i 3F. Efter en periode, hvor Mattias Tesfaye arbejdede som murersvend, blev han valgt ind i Folketinget i 2015 i Brøndbykredsen denne gang for Socialdemokratiet.

I 2019 blev han udnævnt som udlændinge- og integrationsminister, og i 2022 blev han justitsminister.

Mattias Tesfaye er især kendt for sin kamp mod social dumpning, herunder en styrkelse af erhvervsuddannelserne og en mere praktisk faglig tilgang på folkeskolerne.

Netop de ting nævnte han, da han efter regeringspræsentationen på Amalienborg torsdag formiddag udtalte sig fra sin ministerbil om, hvad han vil arbejde for som minister:

"Mere praktisk undervisning i skolen og flere til at vælge en faglig uddannelse. Så jeg må indrømme, jeg glæder mig som et lille barn", lød det fra landets nye undervisningsminister.

Mattias Tesfaye har desuden blandt andet skrevet bogen 'Kloge hænder – et forsvar for håndværk og faglighed', som udkom i 2013, samt bogen fra 2010: ”Vi er ikke dyr, men vi er tyskere”, som i høj grad var en kapitalismekritik og et opråb på vegne af ”working poor”-klassen, som Mattias Tesfaye mener også findes i Danmark.

Han bor i Albertslund vest for København med sin kone og tre børn.

Ny kvinde i front for læreruddannelsen

Det nye ministerhold byder også på en ny uddannelses- og forskningsminister, der har ansvaret for læreruddannelsen.

Christina Egelund bliver ny uddannelses- og forskningsminister.

Lars Løkke Rasmussen har valgt at hente tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance Christina Egelund ind som en del af Moderaternes ministerhold.

Hun afløser afgående uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S), som ikke har fået en ministerpost.

Christina Egelund var folketingsmedlem for Liberal Alliance i 2015-2019, og her var hun i en periode også partiets politiske ordfører og gruppeformand.

Hun meldte sig ud af Liberal Alliance fire måneder efter, at hun ikke var blevet genvalgt ved folketingsvalget i 2019.

Senere samme år stiftede hun sammen med Simon Emil Ammitzbøll-Bille partiet Fremad. Partiet blev dog nedlagt igen omkring et år efter.

Christina Egelund kommer fra en stilling hos Jambo Feriepark ved Saltum i Nordjylland, som hun også er medejer af.