Vores unge er presset af en uddannelseskultur, som ikke er for mennesker. Det er den væsentligste årsag til, at de reagerer med forskellige former for mistrivsel.

De går i en folkeskole, som stadig tager vand ind efter skolereformen i 2014. I skolereformens læringsparadigme indsamler vi data om de unges færdigheder og stiller dem opgaver, før vi har en relation til dem.

Hvis vi vil have trivsel i skolen, skal vi ændre praksis og starte med relationen.

En skole, du skal gøre dig fortjent til

For at forstå baggrunden for de unges mistrivsel set i et uddannelsesperspektiv, er et tilbageblik nødvendig.

Med UPV’en fra 2010 etablerer man en kultur, hvor de unge skal gøre sig fortjent til at gå i skole.

Fra 2010 kan du dumpe din ungdomsuddannelse socialt, personligt, fagligt og praktisk. Før du er startet på den, vel at mærke.

Det forstærkes yderligere af, at adgangskravene til erhvervsskolerne og gymnasiet i henholdsvis 2014 og 2016 bliver udmøntet i et karaktergennemsnit i dansk og matematik, og folkeskolens afgangsprøve bliver konverteret til en afgangseksamen.

Undervisningen af “elever på kanten” kommer således til at handle om karakterer for såvel elever som lærere. For hvem vil stemple eller stemples "ikke-uddannelsesparat”?

Selve ordet er ekskluderende. Og på trods af, at det faktuelt er et lille udsnit, der bliver vurderet ikke-uddannelsesparat eller dumper til folkeskolens afgangseksamen, så har UPV’en og regulering vha. karakterer i forbindelse med optag på ungdomsuddannelser haft en negativ effekt på de øvrige elevers måde at tænke om deres egen fremtidige uddannelse.

Frygten for ikke at gøre det godt nok, ikke at være god nok, ikke komme videre har spredt sig til langt flere end dem, der får stemplet: ikke-uddannelsesparat!

One size fits some

UPV’en ændrer navn i oktober 2022, men menneskesynet i den seneste lov, er det samme.

Eleverne skal ikke gå i skole for at tilfredsstille deres nysgerrighed og sammen med deres undervisere blive klogere på sig selv og livet, de skal stadigvæk levere og gøre sig fortjent til et arbejdsmarked, de endnu ikke har stiftet bekendtskab med.

Så det, der tidligere var en folkeskole med en undervisning, som skulle møde eleverne der, hvor de var rent personligt og fagligt, og hvor der var tid til at undervisningsdifferentiere, er blevet til en skole med standardiserede mål og krav, som elever og lærere skal møde der, hvor krav og mål er.

Skolereformen har tvunget os ud i en form for didaktisk og pædagogisk underskud: One size fits all.

Men børn og unge kommer ikke i “one size”. De er motiveret af noget vældigt forskelligt. De har forskellige læringspræferencer, udviklingstempi, behov for fordybelse, tid og kreativitet.

Der er i skolen opstået et krydspres mellem på den ene side elevernes faglige og kreative diversitet og lærernes ønske om at undervise - og på den anden side målstyret undervisning.

Skolereformens frygtparadigme

Skolereformens læringsparadigme skulle bl.a. gøre det nemmere at måle på elevernes erhvervede kompetencer. Derfor lod man læring afløse undervisning.

Undervisning er at vise eleverne, hvad der ligger “under” fagene. At sætte fagene i en historisk-erfaringsmæssig sammenhæng er tidskrævende i modsætning til læring, som har fokus på opgaveløsning og undervisningsaktiviteter.

Dannelse nedprioriteres, da det er vanskeligt at måle på. Det fundamentalt menneskelige at lære om sig selv og andre i undervisning i fagene er tidsmæssigt og strukturelt nærmest umuliggjort.

På den måde bidrager skolereformen fortsat til de unges fremmedgjorthed og mistrivsel. Når målopfyldelsen er afsæt for forberedelse af undervisning, er det tilligemed svært at inddrage eleverne som medbestemmende.

Selvbestemmelse er et af de tre centrale psykologiske behov for børn og unge, som Louise Klinge nævner i sin forskning i relationskompetencer, og det behov kan ikke tilgodeses tilstrækkelig i den tænkning, skolereformen er formet af.

Eleverne bliver heller ikke “så dygtige, som de kan”, fordi vi groft sagt ikke forventer meget andet af dem, end at de løser opgaver. Dvs. de er ikke tilpas udfordrede, og forskning viser, at også det bidrager til mistrivsel.

Du har en karakter - og du får en karakter

Nu har vi fået en ny regering, som vil finde penge i uddannelsessektoren til at løse de problemer, som den selv har været med til at skabe inden for selvsamme sektor.

Vi har som faggruppe aldrig kunnet vente på, at der kom en regering, som forstår folkeskolens hverdagsliv. Men på de enkelte skoler kan vi gøre noget for at afhjælpe mistrivsel.

I Aarhus kommune praktiserer vi stærkere læringsfællesskaber. I det nye år kan vi beslutte, at de skal bruges til at styrke trivslen.

Vi skal have gjort op med præstations- perfektions og eksklusionsmindsettet. Ideen om, at “man er færdig” / i mål, hvis man får 12 for sine opgaver eller sine eksamener og samtidig følelsen af ikke “at være færdig”, hvis ikke man får 12, er endnu en uhensigtsmæssig konsekvens af målopfyldelse.

Begge dele er usandt og skaber en illusion om “perfektion” hos de unge! Vi skal afvikle myten om 12-tallet som slutmål og som undervisere være den forandring, som vi gerne vil se i de unges tilgang til læring.

Vi skal vise, at det faglige felt i princippet er uendeligt ved at værdsætte og inspirere til nysgerrighed, proces og originalitet.

Meningen med at gå i folkeskole er ikke, at vi skal præstere til 12 som sådan. Det er meningen, at vi skal blive klogere på os selv og hinanden og tilegne os viden og færdigheder sammen.

Specialviden kommer senere i uddannelsesforløbet! De praktiske færdigheder skal fejres, honoreres på lige fod med de boglige.

De unge skal opleve, at deres forskellige evner og valg respekteres på lige fod. I skolen går der mennesker.

De skal være der under menneskelige forhold.

Godt nytår til de unge!