Anbefalinger

Lærer Lars A. Haakonsen inddrager den amerikanske valgkamp og en ny bog fra Margrethe Vestager i sin undervisning på Sindal Skole.

Tip til samfundsfag: Hvad har Frederik d. 7. og Putin til fælles?

Lars A. Haakonsen, faglig rådgiver for folkeskolen.dk/kulturfag, kommer med denne måneds anbefalinger til undervisningen i samfundsfag.

Offentliggjort Sidst opdateret

I Ohio spiser de hunde

Den amerikanske valgkamp er i fuld gang, og sjældent har usandheder fyldt mere i mediebilledet. Således kunne man ved den seneste tv-debat mellem præsidentkandidaterne blandt andet høre, at illegale indvandrere spiser både hunde og katte.

Valget i USA fylder meget i mediebilledet, og i samfundsfagsundervisningen kan det med fordel inddrages. For eksempel kan det undersøges, hvilke samfundsøkonomiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser valget kan få for Danmark, ligesom en sammenligning mellem det danske og amerikanske valgsystem også er relevant i forhold til demokratiopfattelser.

En helt anden vinkel kan være at analysere, hvad der sker, når et globalt fænomen som popstjernen Taylor Swift med over 284 millioner følgere på Instagram offentligt støtter den ene kandidat.

Ellers er der også mulighed for gratis at se et webinar om det amerikanske valg, som Efterskoleforeningen har produceret dette efterår.

Samfundsfagslærernes Dag – og historielærernes

Trods varsling om voldsomme besparelser for CFU (Center for Undervisningsmidler) kan samfundsfagslæreren allerede sætte et kryds i kalenderen: Samfundsfagslærernes Dag bliver også gennemført i 2025. I skrivende stund er det endelige program ikke helt færdigt, men dagen finder sted i Aarhus tirsdag den 18. marts og dagen efter i Roskilde.

Temaet for dagen er bæredygtighed og kritisk tænkning. På dagen vil der blandt andet være oplæg ved professor i klimaforandringer Sebastian Mernild, som vil give et bud på klodens tilstand. Ellers bliver der mulighed for at vælge forskellige workshops, hvor der for eksempel er fokus på kildekritik.

Underviser du som jeg også i historie, er der i år stadig plads på Historielærernes Dag i Jelling onsdag den 23. oktober og dagen efter i Roskilde. Et af årets temaer er for eksempel, hvordan man kan undervise i kontroversielle emner.

Margrethe Vestager springer ud som forfatter

Hvad har Frederik d. 7., Jacob Haugaard og Vladimir Putin tilfælles? Dette er ikke indledningen på en dårlig vittighed, men blot nogle af de personer, som eleverne kan møde i afgående EU-kommissær Margrethe Vestagers bog ”Politik, magt og stemmer, der tæller”.

Bogen er en del af forlaget Carlsens bogserie ”Er du rigtig klog?” På under 60 sider kommer læseren vidt omkring. Bogen begynder med, hvordan Margrethe Vestager i starten af 5. klasse gik sammen med andre elever om at lave en bod i skolen, hvor der kunne købes minirugbrød og juice. Herefter går det stærkt med opslag om diktatur, demokrati, enevælde, grundlov, nye love, kommuner, EU og meget, meget mere – for eksempel det amerikanske valgsystem.

Bogen er ikke designet til samfundsfagsundervisningen, men noget af den kan sagtens bruges. Og den bør som minimum være at finde på skolebiblioteket. Her vil de kvikkeste af mellemtrinets elever helt sikkert blive ”rigtig kloge” og dermed være klar til samfundsfag i udskolingen.