Kernen i den aktuelle pædagogiske debat i Danmark udtrykkes af KL's formand Jan Trøjborg således:

»Vi fægter alle lidt i blinde, når det gælder folkeskolen. Vi ved ikke helt, hvad der virker, og vi ved ikke helt, hvad vi får for pengene«.

Det er der jo ikke meget pædagogik eller fremtid i, for hvad der virker i én klasse, virker ikke i en anden, hvad der virker i Singapore, virker ikke i Danmark, og hvad der virker i dag, virker ikke i morgen.

Niveauet for pædagogisk debat i Danmark har ikke været ringere siden 1750. Grunden skal findes i den gyldne sandhed, at de herskende tanker er de herskendes tanker. I dag hersker økonomien på bekostning af etik og ånd, og dens opportunistiske svende truer med at fjerne det frigørelses- og kreativitetspotentiale, som vi skal leve af i fremtiden, og som skal gøre os til frie, samfundsbevidste mennesker.

Trøjborgs standpunkt, som er kanoniseret af det meste af den politiske elite, afføder nemlig et krav om at evidensbasere forskningen om skole og uddannelse.

Spørgsmålet er imidlertid, om »Hvad virker« virker i virkeligheden. Fører dette simple dogme til et bedre uddannelsessystem og et bedre samfund?

Det naturlige svar er to nye spørgsmål: Hvad er det for et samfund, vi ønsker? Hvilket menneskesyn skal vi lægge til grund herfor? Effektivitet kan næppe i sig selv være et formål for dannelse og uddannelse i Danmark.

Hvis vi vil have et fremtidsperspektiv ind i den pædagogiske debat, kan vi ty til en kendt uddannelsesforsker med internationalt format som professor Gert Biesta, der anser frihed for at være det centrale formål med dannelse og uddannelse. Han siger: »Det er mildt sagt skuffende, at hele diskussionen om evidensbaseret praksis er fokuseret på tekniske spørgsmål - spørgsmål om 'hvad der virker' - mens behovet for en kritisk undersøgelse af normative og politiske spørgsmål om, hvad der er pædagogisk ønskeligt, glemmes. (.) Fra et demokratisynspunkt vil en eksklusiv vægtning af 'hvad der virker' simpelthen ikke virke«.

Erik Schmidt