Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En temadebat på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole gav stof til eftertanke. Hvad er det lige, der sker i samarbejdet mellem skole og hjem? Debatten hed: Hvem har ansvaret for Peters skolegang? I folkeskolens formålsparagraf står der: Skolens skal, i samarbejde med forældrene, give ... Men vi er også enige om, at det samarbejde ikke bare lige er der. Overskrifterne og italesættelsen om, at nu må forældrene altså tage ansvar og opdrage deres børn, for de kan jo ikke sidde stille. De respekterer ikke andre, de respekterer ikke lærerne, de vil ikke vente på, at det bliver deres tur, de er ikke udhvilede, de er ikke forberedte, de er ikke undervisningsparate og så videre. Og det er sikkert rigtigt, nogle gange. Men er det det, der er årsagen til, at man ikke kan få undervisningen til at fungere? Vi vil faktisk, i langt de fleste tilfælde, gerne gøre vores bedste som forældre! Når vi så kommer over på skolen og stiller spørgsmål til det, der foregår, så skal vi blande os udenom. Det er en meget svær balance. Engager dig som forælder, men bland dig udenom!
Efter en samtale med gode folk fra specialskolerne tænkte jeg på deres syn på børnene. De så de enkelte børn med de udfordringer, som de havde, en udvidet LP-model. De havde på skolen et tæt samarbejde mellem kompetencerne, som pædagoger og lærere har, og de fik rykket børnene. Ikke mindst i samarbejde med forældrene. Og de så forældrene som den resurse, de kunne være. Hjalp forældrene i udfordrede situationer med deres børn og satte ikke forældre i pressede, konfliktfremkaldende situationer, som lektier ofte er, hvis de ikke kunne magte det. Er det skolens opgave? Næ, det kan man ikke sige. Og dog, hvor ligger grænserne for ansvaret for børns dannelse, trivsel og opvækst?
Vi har i dag et samfund, som er lidt anderledes end det, vi selv voksede op i. Vi har i dag nogle muligheder, som er anderledes end dem, vi havde, da vi selv voksede op. Og de børn, der kommer i skole i dag, er nogle anderledes børn, end vi var. Det gør os utrygge!
Vi er nødt til at se på de børn af det samfund, vi har valgt! Og tage ansvaret, som er givet. Det må blive et fælles ansvar! Hold op med at sende ansvaret rundt. Lad os se på børnene. De er alle født med talent, lad os sætte det i spil, ligegyldigt hvilken kommune man bor i! På KL's topmøde for nylig sagde børne- og ungeudvalgsformanden for Lyngby-Tårbæk Kommune: »En hilsen fra os til Langeland«. Hun vil gerne erfaringsudveksle og mener, alle kan det, de gør i Lyngby-Tårbæk. Det er første skridt til, at vi tager ansvaret - sammen! For børnenes og fremtidens skyld.
»Vi har i dag nogle muligheder, som er anderledes end dem, vi havde, da vi selv voksede op. Og de børn, der kommer i skole i dag, er nogle anderledes børn, end vi var. Det gør os utrygge!«