»Da jeg begyndte på seminariet, var vi 32 på holdet, og vi var 14, der gennemførte . af de 14, der gennemførte, ved jeg, at mindst syv nu har søgt andre udfordringer efter ganske kort tid i folkeskolen«. (Lærer Jesper Jensen, Folkeskolen nummer 6/2008).

»Kun en procent af lærerne mener, faget har høj prestige. Offentligt ansatte oplever, at deres fag har lavere prestige end privatansattes. Helt i bund af skalaen ligger folkeskolelærerne«, fortæller arbejdsmarkedsforsker Flemming Ipsen (Folkeskolen nummer 7/2008).

Man kan trøste sig ved andre undersøgelser, der viser, at eleverne er glade for at gå i skole, og at deres forældre er rimeligt tilfredse med lærernes indsats. Men der er jo ingen tvivl om, at noget er ravruskende galt. Den nye uddannelse på de nye professionshøjskoler har store problemer med at tiltrække tilstrækkeligt mange og tilstrækkeligt kvalificerede kandidater til uddannelsen.

På mange skoler rundt om i landet har mere end ti procent af lærerne ingen læreruddannelse, og problemet er hastigt voksende.

Lærerne vil heldigvis aldrig kunne genvinde den prestige, de havde i landbysamfundet og den tidlige industrialisering. Det er selvfølgelig et kæmpe demokratisk fremskridt, at forældrene ikke længere står og krammer kasketten, når de taler med læreren, eller at eleverne frygter hans repressalier. Men den aktuelle prestigemæssige nedtur skal vendes. Hvad kan vende denne udvikling? Formentlig kun to forhold - en mere attraktiv læreruddannelse og bedre løn- og arbejdsvilkår for den praktiserende lærer.

Læreruddannelsen siges at være forbedret. Rektorerne er optimistiske, og nye krav om en vis mødepligt kan måske ligefrem medvirke til at genoprette nogle af de kvaliteter, der i sin tid gjorde seminarierne til studiemiljøer med sammenhæng, trivsel og stort engagement. Men hvorfor udsulter man så uddannelsen i en grad, så der næsten ikke er råd til at undervise? Professionshøjskolerne skal i det kommende år ud at finde for 417 millioner kroner besparelser på budgetterne. Vanvittigt!

En god løn og gode arbejdsvilkår er den anden faktor, når det gælder om at løse rekrutteringsproblemerne. Vi har fået en ny overenskomst, som rummer ret store lønforbedringer. Alle lærere vil i løbet af de næste tre år få en bruttoløn, der er mellem knap 3.000 og knap 4.000 kroner større om måneden end i dag. Det betyder, at lærernes løn, sammenlignet med hvad man kan tjene i andre offentlige erhverv med mellemlang uddannelse, er rimeligt konkurrencedygtig. Og dertil er der forbedringer med hensyn til barselsorlov, barns anden sygedag, omsorgsdage for de ældre og færre timer for de nye lærere.

Hvis stats- og undervisningsministeren nu ville holde op med at nedgøre lærernes arbejde, og hvis regeringen ville give den nye uddannelse rimelige økonomiske vilkår, og hvis vores faglige organisationer og professionshøjskolerne, i takt med at de nye aftalte principper for arbejdstid realiseres rundt om i kommunerne, formår at kommunikere, at lærerjobbet rummer ganske store personlige frihedsværdier i forhold til andre offentlige job, så er der måske håb om, at flere unge mennesker gerne vil være lærere.

Under det hele ligger der en tikkende bombe - »Den rummelige folkeskole«. Hvis det er hensigten - og det tyder en del på - at folkeskolen skal rumme alle tænkelige former for adfærdsforstyrrelser og diagnosticerede handicap uden en markant forøgelse af tolærerordninger, kompetenceudvikling og assistance fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, så bliver opgaven så vanskelig, at de færreste vil have med den at gøre. Det er selvfølgelig en helt anden historie, men jeg bringer den på banen for at pointere, at omsorg for lærernes psykiske arbejdsmiljø er endnu en væsentlig faktor for at gøre jobbet attraktivt.

Steen Achton er lærer i København