Kort før påske barslede et regeringsnedsat udvalg med en knap hundrede A4-siders demokratikanon, hvor man opregner 35 begivenheder, tekster, filosofiske strømninger og tænkere, som udvalget mener har haft betydning for dansk demokrati. Når man tager udvalgets sammensætning i betragtning, er det på mange måder et imponerende resultat, der er kommet ud af det. Man har lavet et bredt-hen-over-midten-kompromis, som kunne være produceret under natlige forhandlinger på Christiansborg. Men derved er det også blevet vel pænt, ja, rent ud sagt lidt småkedeligt. Hvis rapporten var udkommet som en almindelig bog, der skulle klare sig på indholdet, ville den sikkert hverken have fået mange anmeldelser eller mange læsere. Men nu er det en officiel udgivelse, og udvalget har - fremgår det - været "forankret" i Undervisningsministeriet med deltagelse fra Justitsministeriet, Kulturministeriet, Undervisningsministeriet og Statsministeriet. Teksten skal altså læses som en officiel udmelding fra regeringen.

"Vi må indse", skriver statsministeren i forordet, "at opslutningen om folkestyret og respekten for de grundlæggende frihedsrettigheder ikke er en selvfølge". "Friheden skal vindes og forsvares i hver ny generation. Regeringen ønsker derfor at styrke kendskabet til de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger på". En kanon er ikke en færdig facitliste, skiver Anders Fogh Rasmussen. "Den er et kvalificeret oplæg til debat". Begge dele er i hvert fald fint. Demokratiet kan kun holdes i live og udvikles ved hele tiden at diskutere, hvad det er, demokratiet skal og kan. I et demokrati eksisterer Sandheden med stort S ikke.

Mange af de 35 lygtepæle, som udvalget kalder det, er særdeles vigtige, men flere steder bliver teksten vel staccato-præget og indforstået. En del unge læsere vil helt sikkert blive smidt af. Rapporten skal altså tjene som inspiration for voksen-debattører og undervisere, og ærlig talt, så tror jeg, at det havde været bedre med en antologi, hvor bidragyderne havde kunnet stå ved deres synspunkter. Nu bliver det flere steder til noget underligt kompromiskmask. Det begynder allerede i formandens indledning. Når man nu ved, at professor Henning Koch forlod arbejdet i protest mod, at andre medlemmer ønskede Jyllands-Postens Muhammed-tegninger med som en lygtepæl, så er det noget pjat, at det i indledningen blot bliver til, at Koch har "ønsket at trække sig", og at man "undervejs besluttede" at stoppe ved år 2000, fordi det "efter udvalgets opfattelse er vanskeligt at vurdere virkningshistorien af begivenheder, tekster mv., der tidsmæssigt ligger tæt på nutiden". Den slags uld i mund-argumentation gavner ikke en demokratidiskussion.

Rapporten slutter med en spændende, perspektiverende artikel af Ole Thyssen, hvori han beskriver fire udfordringer for demokratiet: det multikulturelle, nærdemokratiet, det globale demokrati og mediernes - især tv's - betydning. Her er kant. Her er oplæg til diskussion. Her kan man se, hvad der sker, når en enkelt person får lov til at folde sin argumentation ud.

I indledningen fortæller formanden, at "udvalget er Ole Thyssen taknemmelig for at have påtaget sig denne opgave". Uld igen. Realiteten er jo, at Thyssen ikke kunne få udvalget til at tage afsnittet med blandt lygtepælene! Det er en gåde, hvorfor der ikke er en lygtepæl om mediernes rolle i demokratiet? Og hvorfor kastes der ikke lys på skolens demokratiske betydning?

Ifølge kommissoriet skal udvalget foreslå, "hvordan demokratikanonen kan præsenteres og formidles i tekst, film, internet med videre, herunder til brug i undervisningen .". Den del af opgaven er overhovedet ikke løst. På tre sider bruges halvdelen til en opremsning om skolens og uddannelsessystemets formålsformuleringer om demokrati og et fotografi af en oprakt hånd i et klasselokale. Resten ligner en liste fra en afbrudt brainstorm om emnet, som er kommet med ved en fejltagelse. For eksempel: "Historiekanon/demokratikanon-spil for 5. klasse og frem, hvor eleverne kan teste deres paratviden om demokrati og historie". "Opsætning af ordene Demos og Kratos i klassen eller ved skolens indgang". "Inddragelse af temaer fra græske tragedier i faget drama".

Hvorfor ikke også Montesquieu som sprællemand eller Grundtvig i papmache?