Folkeskole for ekstra begavede elever
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Folkeskolerne i Fredensborg Kommune har sat fokus på talenterne.
Begavede elever i 8. og 9. klasse får tilbud om ekstra undervisning efter skoletid. De kan vælge mellem science, engelsk/dramatik og engelsk/samfundsfag på højt niveau. På Egedalsskolen i Kokkedal er der desuden talenthold i naturfag for 3. til 6. klasse.
Kirsten Birkving er skoleleder på Egedalsskolen og medlem af Skolerådets formandskab.
Hvorfor har I særundervisning for begavede børn?
»Fordi børn med et højt fagligt potentiale har brug for et sted, hvor de får lov til at leve deres 'nørdede' sider ud. De bliver simpelthen gladere. De behøver ikke føle sig anderledes. De er sammen med børn, der deler deres interesse, uden for skoletiden. I grundklassen er undervisningen fælles«.
Hvad betyder det for skolens hverdag?
»Klassekammeraterne i grundklassen er stolte af deres dygtige kammerater. Det er sejt at være dygtig til skolefag. Lige så sejt som at være dygtig til sport. Fagligheden får status, og det smitter af på hele skolen.
Der er privatskoler for højt begavede børn. Får de begavede børn ikke bedre mulighed for at realisere deres potentiale her?
»Nej, vi skal ikke lukke elever inde i reservater - hverken de fagligt svage eller stærke.
Vi skal værne om grundklassen som det fælles udgangspunkt. I folkeskolen møder man alle slags børn og lærer at være sammen både fagligt og socialt. Det giver sammenhængskraft. Det skal vi ikke give køb på«.
gli@dlf.org