Tænk - jeg har altid haft en forestilling om, at lov er lov, og at lov skal holdes. I Folketinget forhandles lovene, og man kan høre, at politikerne er stolte, når det lykkes at blive enige hen over midten. Så er det, fordi de har forhandlet sig frem til en løsning, forligspartierne mener er god. Det er sådan, vores folkevalgte politikere ønsker, praksis skal være.

Vores folkeskolelov bygger på et forlig hen over midten af dansk politik. Jeg er ikke enig i alt, der står i folkeskoleloven, men jeg er trods alt glad for, at vi har en lov. Den giver os et fælles grundlag for at tilrettelægge en undervisning, som lovgiverne mener er forsvarlig. De har taget ansvaret for de store linjer i folkeskolens praksis. Nu kan det jo i teorien ske, at vores politikere kommer til at vedtage enkelte dele af en lov, som ikke er hensigtsmæssig ude i virkeligheden. Så er det en stor fordel, at der er mulighed for at søge dispensation fra loven. Det er også rigtig godt, at vores undervisningsminister har pointeret, at man ikke kan få dispensation fra folkeskoleloven af økonomiske årsager. Der skal pædagogiske argumenter på bordet.

Regeringen kom med et skoleudspil i efteråret. Flere børn i klasserne var en del af udspillet, men den voldsomme kritik fra offentligheden fik regeringen til hurtigt at trække den del af udspillet. Det var svært at få øje på de pædagogiske argumenter for megaklasser. Det var mildest talt en pinlig sag. Derfor kunne der da i hvert fald ikke længere blive givet dispensation til at fylde flere børn i klasserne!

Men ude i virkeligheden er kommunerne voldsomt pressede på økonomien. Det gør det nødvendigt at finde alternative måder at løse undervisningsopgaven på. I sig selv en spændende opgave, men det sker på den værst tænkelige baggrund: besparelser. Jeg har hørt undervisningsministeren citeret for, at hun er stolt af, at hun ikke har afvist én eneste dispensationsansøgning indtil videre. Og at hun ønsker, at kommunerne skal sende så mange dispensationsansøgninger som muligt - jo vildere, jo bedre!

Hvorfor så ikke tage konsekvensen og lægge lovgivningsarbejdet ud til kommunerne? Det er da unødigt bureaukrati at have et ministerium til at give dispensation til alting. Resultatet vil være det samme: Vidt forskelligt grundlag for folkeskolens undervisning. Så behøver vi ikke længere tænke på minimumstimetal, og afgangsprøverne er også alt for dyre. Hvorfor dog have klasselærere til at holde sammen på fællesskabet. Alle børn vil sikkert trives med skiftende hold, hvor en lærer er tilknyttet som »konsulent«.

Tænk hvis alle kommuner søgte dispensation fra færdselsloven. Spændende - men måske en anelse kaotisk. Dispensationer fra folkeskoleloven skaber ikke samme kaos, fordi en masse pligtopfyldende lærere vil forsøge at skabe resultater på trods. Spørgsmålet er, hvad konsekvensen bliver på længere sigt.

Som det er nu, kan man åbenbart få lov til alt. Jeg spørger bare, om det ikke kan blive lige lovlig meget?