Klare strukturer, tydelige forventninger og meningsfuld kommunikation fremmer god undervisning. Det peger forskning på, men mange erfarer det også selv.

»Vi er flere, der har prøvet at skrive en stil, vi har været rigtig glade for, men som læreren gav en dårlig karakter. Det skyldes, at lærer og elev ikke har samme succeskriterier«, siger Lise Mayland Nielsen.

Hun driver sit eget konsulentfirma og var i det forgangne skoleår proceskonsulent på et forløb, der handlede om at styrke elevernes læring, kvalificere lærernes didaktiske kompetence og udvikle samarbejdet mellem lærere og elever. Det foregik på Kirkebakkeskolen i Vejle med årgangs­teamene for 2., 6. og 7. klassetrin. Fagteamet i engelsk var også med i projektet, og i år fortsætter Lise Mayland med tre nye lærerteam.

»Eleverne må gerne vide, hvad læreren tænker på deres vegne, så succeskriterierne bliver tydelige for dem. Samtidig skal man sætte tid af til, at de kan reflektere over, hvad de lærer. Evaluering er en del af undervisningen«, siger Lise Mayland.

De fleste elever profiterer af at blive involveret i deres egen evaluering, men der vil altid være nogle, som har svært ved at lægge den nødvendige distance til sig selv. Det forhindrer ikke flertallet i at skabe mening med undervisningen.

»Efterhånden som flertallet vænner sig til at reflektere over, hvad de skal lære, kan lærerne koncentrere sig om de elever, der har brug for dikteret undervisning. Differentiering gælder også i forhold til mål og evaluering«, siger Lise Mayland.

Planer skal være dynamiske

Lærere bruger i for ringe grad evaluering til at udvikle deres pædagogiske praksis, mener Lise Mayland, der »tvinger« lærerne på Kirkebakkeskolen til at diskutere deres undervisning ved at skabe sammenhæng mellem deres årsplaner, undervisningsplaner og elevplaner.

»De mange krav om planer presser lærerne i en grad, så de har svært ved at få overblik over, hvordan de kan bruge dem til at udvikle undervisningen. Især årsplanerne ender tit på en hylde i stedet for at blive brugt som et dynamisk redskab«.

Lise Mayland opfatter ikke årsplanen som en aktivitetsplan. Planen skal udvikles ud fra lærernes didaktiske overvejelser om, hvad eleverne skal lære, og hvordan de skal lære det. Men den må ikke være for detaljeret, for så bliver den ufleksibel.

»Lærerne skriver for eksempel, at klassen skal have et forløb om noveller i februar. Tre uger før tager de årsplanen frem og analyserer, hvor eleverne er lige nu. Det vidste de ikke, da de skrev den i juni, men nu kan de afstemme undervisningen til eleverne. På den måde bliver planen et dynamisk redskab, der er genstand for dialog i lærerteamet i løbet af året«, siger Lise Mayland.

Undervisningsplanen er nødvendig for, at man kan diskutere pædagogik, fag, faglighed, didaktik og læring.

»Det kvalificerer arbejdet at få afklaret, hvordan de skal nå deres mål. Det er ikke forbudt at gentage et vellykket undervisningsforløb, men det må ske ud fra en vurdering af, at det er hensigtsmæssigt for eleverne. Undervisning skal altid baseres på didaktiske overvejelser«.

For hvert forløb skal der være et slutmål. Lærerne kan ikke helt vide, hvor hurtigt eleverne lærer. Derfor må de lede efter spor af læring hos eleverne.

»Det interessante er ikke at skrive årsplanen, men at udføre den: Sker der det, vi forventede? Hvorfor eller hvorfor ikke? Og hvilke nye mål afføder det? Skal årsplanen laves om? Når man arbejder på den måde, vil man hele tiden træffe sine beslutninger på et oplyst grundlag«, siger Lise Mayland og understreger, at det kræver tydelige mål og klare vurderingskriterier at skabe meningsfuld evaluering.