Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
CertifiedKid er et redskab til at få spottet de voksne, der prøver at krænke børnene seksuelt under dække af at være et andet barn. Manden bag CertifiedKid, Daniel Madié, fik idéen i 2006, da han arbejdede med udviklingen af digital signatur for voksne. Det var tydeligt for ham, at der også var et behov for et program, der kunne beskytte børnene, og derfra rullede idéen.
Hvordan fungerer CertifiedKid i praksis?
»CertifiedKid bygger på dialog og teknologi og på den holdning, at det sikreste værn mod voksenmisbrug er barnets sunde fornuft. Men selv fornuftige børn kan ikke hamle op med voksne, der manipulerer. Derfor tilbyder CertifiedKid også et teknisk hjælpemiddel, der fungerer som en digital signatur, som kun børnene har, og som giver dem adgang til sikker chat uden om 'skjulte' voksne. Det fungerer ved, at børnene lærer, at de altid skal spørge hinanden, om de er certificeret, inden de indleder en chat. Hvis de er det, udveksler de koder og kan på den måde både tjekke hinandens køn og alder«.
Hvordan bliver børnene certificeret?
»Børnene får deres certifikat i klassen som et led i skolens it-undervisning. Det kan ikke gives til dem på anden vis af sikkerhedsmæssige årsager. Så læreren skal kontakte skoleledelsen på skolen og bede dem tilmelde skolen. Det er gratis, og vi har udarbejdet en udførlig anvisning på, hvordan man bliver certificeret, foruden tilhørende undervisningsmateriale, elevhæfter og færdig information til forældrene. Det findes både som trykte pjecer og på en dvd til skoler, og derudover kan lærerne hente materiale på hjemmesiden«.
mls@dlf.org