Den 10. september 1982 blev den unge, fremadstormende Venstre-politiker Bertel Haarder undervisningsminister for første gang, og tirsdag i sidste uge sluttede han på denne samme post. Men den 65-årige Haarder stopper ikke. Som en anden Duracell-kanin fortsætter han - blot på en anden kampplads. I det nydannede superministerium, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, skal han nu tøjle kommuner og regioner og koreografere regeringens nedskæringer i velfærden.

Men det er i de 15 år som undervisningsminister, han har sat sine spor, som kronedes med en ny formålsparagraf i 2006, der sikrede, at dansk skolelovgivning og styring blev rettet ind efter OECD's anbefalinger.

Gennem årene er det blevet til masser af konfrontationer med lærere og skoleledere. Haarder kunne sætte en dagsorden, og han ville noget. Hans baggrund har aldrig fornægtet sig i retorikken, hvor højskolehumanismen hele tiden høres. Men når det gælder praktiske resultater, mærkes den økonomieffektive New Public Management-centralisme og OECD's filosofi om mål og ramme-styring.

»Kamp må der til, skal livet gro, thi evig stilstand er død«, skrev Kaalund i 1877 i »Jeg elsker den brogede verden«, som ikke for ingenting er Bertel Haarders yndlingssang. Men titler på de bøger, han skrev før ministertiden, siger lige så meget om den politiske linje: »Statskollektivisme og Spildproduktion«, »Institutionernes Tyranni« og »Midt i en klynketid«.

Et rap til DLF

Som nyudnævnt minister i Schlüter-regeringen fortalte liberalisten omgående, hvad han mente om fagforeninger. DLF ville få »et rap med linealen«, hvis lærerne troede, at de skulle sidde under hans skrivebord og blande sig. Og da han sluttede sin første ministerperiode, da regeringen måtte trække sig på grund af Tamil-afsløringerne, var Haarders organisationshad ikke blevet mindre. »Lærerforeningen giver mig stadig åndenød og kvælningsfornemmelser«, skrev han i 1994.

Haarder har tit været god til at spotte et problem. Men hans temperament og ideologiske tilgang har af og til forhindret den dialog med parterne, som kunne skabe de nødvendige ændringer. Da en stor international undersøgelse dokumenterede, at der var voldsomme problemer med læseresultaterne i Danmark, brugte han mere krudt på at tale end på at lytte. »Blot fordi man er liberal, skal man ikke være åben som en ladeport«, argumenterede han.

Måske blødere og mildere

Attituden var en anden, da han blev undervisningsminister igen i 2005.

»Jeg er blevet mere voksen, måske også mere professionel i min måde at gribe tingene an på. Måske lidt blødere og venligere«, lød meldingen, da han vendte tilbage til Undervisningsministeriet efter godt 11 års fravær. Men det var netop en attitude. »Regeringsgrundlaget ligger klart. Hvordan vi skal nå målene, skal der jo forhandles om, og jeg agter at overraske ved at tale med og lytte til de forskellige organisationer«, sagde Bertel Haarder. Men hvor han i sin første ministerperiode var medlem af en mindretalsregering, har regeringen med Dansk Folkeparti nu et flertal bag sig. Så selv om forskningen for eksempel dokumenterer, at tvungne nationale test ikke gavner, men tværtimod kan være ødelæggende for de svageste elever, har Haarder politisk haft råd til at drible uden om den slags forstyrrelser og gå målrettet efter det, som alle andre undervisningsministre i OECD sigter efter.

OECD's stålgrå styringsmekanismer

Selv om Bertel Haarder igen og igen har talt om læsningen som »alle fags moder«, har han brugt sin politiske styrke til at undgå løsninger med dem, han ikke vil lege med. I et tv-interview, der handlede om nationale test, fik han efterlyst handling og sagt »læsning« 23 gange. Men selv om DLF siden 2005 flere gange har inviteret til samarbejde om at halvere antallet af dårlige læsere i løbet af fem år, blev det aldrig til noget. DLF's udspil indeholdt blandt andet forslag om efteruddannelse af lærere, læsevejledere på skolerne og fokusering på læsningen gennem hele skoleforløbet. Men Haarder ville selv.

Kun på læreruddannelsesområdet skiller hans politik sig klart ud fra OECD-tendensen. De bindinger, han indførte i uddannelsen fra 2007, virker præcis så katastrofalt, som de mest nedmuntrende analytikere advarede om, at de ville, da loven blev vedtaget. Med værdipolitiske argumenter sørgede Haarder for eksempel for, at historie blev et »stort linjefag«. Resultatet er, at ingen vælger historie på linje. Og samtidig uddør de små musiske fag som linjefag. Skandalen camoufleres nu ved at løsne bindingerne gennem såkaldte »standardforsøg«. Men en forskningsforankret læreruddannelse på universitetsniveau som i OECD-succeslande som Finland og Singapore har han blokeret for.

Et åbent sind

I de senere år har Bertel Haarder husket at rose lærerne! Igen og igen. Det var der råd til nu.

De nationale test blev markedsført som pædagogiske landvindinger, men reelt er de et politisk styringsredskab, som vil vise sig i fuldt flor, hvis offentliggørelse og sammenligninger gennemføres efter næste folketingsvalg.

Bertel Haarder har ofte været god til at sætte ord på et symptom. Indimellem kunne han også næsten stille en diagnose. Men det er uhyre sjældent, at han har villet arbejde reelt sammen med skolens parter om at finde frem til den rette kur.

»Jeg har et åbent sind«, var det nye mantra i Haarders sidste måneder i Undervisningsministeriet. Under det sidste samråd i Folketingets uddannelsesudvalg kunne alle se, at han skummede af irritation. Alligevel fik han sagt »Jeg har et åbent sind« 12 gange. Og undgik at give reelle svar næsten lige så mange gange. Missionen var fuldbyrdet.

Men reelt førte Bertel Haarder den politik, som alle andre undervisningsministre i OECD-landene gik efter i samme periode. Han udviskede det originalt danske ved folkeskolen, og han gav dansk skolelovgivning de politiske styringsmekanismer og den stålgrå farve, som OECD anbefaler. Mens et 360-graders-eftersyn viser, at andelen af unge, der ikke får en ungdomsuddannelse, nu er stigende.