Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kenny Johnson går i 5. klasse. Hans lærer er bekymret. Så bekymret, at hun har skrevet en underretning til kommunen, hvor hun forklarer, at Kenny tit kommer sjusket i skole, at han ikke har styr på tingene og møder alt for sjældent op.
Hun har flere gange talt med skolelederen om Kenny, og i dag skal lederen, læreren og familiens socialrådgiver mødes for første gang på skolen.
Men lederen har travlt. Han har et andet møde og skal bruge sit kontor, så mødet flyttes til lærerværelset. Skolelederen møder op og fortæller, at han desværre er nødt til at gå, men at lærer og socialrådgiver sagtens kan klare det alene.
Og der sidder de så. På hver sin side af et lille rundt bord. Med de bedste ønsker for Kenny - og kan slet ikke finde ud af det. Læreren har løsningen klar - Kenny skal tvangsfjernes - for selv om hun ikke har skrevet det i underretningen, mener hun, at moderen slår Kenny, og at kommunen overhovedet ikke gør noget. Socialrådgiveren begynder at forsvare sin egen faglighed og fortæller om alle bunkerne, der er på hendes skrivebord. Men Kennys situation får de ikke rigtig diskuteret.
Sådan kunne virkeligheden i nogle af landets kommuner se ud. Men i denne episode er læreren, socialrådgiveren og skolelederen skuespillere fra den interaktive teatergruppe Absolut Forum, og de spiller scenen, indtil det er tydeligt for enhver, at læreren og socialrådgiveren ikke får et konstruktivt samarbejde på benene.
Tilskuerne er omkring 250 lærere, socialrådgivere og repræsentanter for kommunerne, der er samlet i Nørrebrohallen i København til en afsluttende konference om projektet »Hånd om alle børn«. Fem kommuner har været med, fordi de på hver deres måde har taget initiativer til at skabe rammer for et bedre samarbejde om de udsatte børn. I dag har alle kunnet tilmelde sig for at lade sig inspirere.
Spørgsmål til forsamlingen
Skuespillerne spejder ud i salen for at få hjælp. Hvordan er reglerne? Hvad skal socialrådgiveren gøre? Hvad skal læreren gøre? Spørgsmålene hagler ud over forsamlingen. Nogle socialrådgivere melder sig med hjælpende ord. En enkelt går op på scenen og tager over. Lærerne tøver lidt mere. Men langsomt ved de fagligt professionelles hjælp får læreren og socialrådgiveren viklet sig ud af kattepinen.
Formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Henning Breinholt, mener, at det er vigtigt at sætte fokus på området.
»Lærerne synes, det er vanskeligt, socialrådgiverne synes, det er svært, og forældrene kommer i klemme. Jeg synes, vi er forpligtet til at komme videre«.
Også DLF's næstformand Stig Andersen betoner vigtigheden af, at samarbejdet mellem lærere og socialrådgivere bliver bedre.
»Vi ved fra dagligdagen, at mange børn ikke får den hjælp, de skal have. Som lærere oplever vi ofte, at læreren, der underretter de sociale myndigheder om børn, ikke hører noget og derfor bliver frustreret. Og socialrådgiverne oplever tit, at underretningen kommer for sent. Nogle gange først når det er nødvendigt at tvangsfjerne et barn, og det er præcis den situation, som vi vil undgå«.
»Vi skal have et bedre kendskab til hinandens fagligheder. Vi har været rundt i de fem kommuner, og vi har oplevet, at der var et ønske om at skabe bedre vilkår for de professionelle«.
»Hånd om alle børn« fortsætter på hjemmesiden www.alleboern.dk
Her kan man læse om erfaringerne fra de fem kommuner og blive inspireret til, hvordan man kan gribe det svære samarbejde an.
De udsatte børn:
- Fire-fem procent af en børneårgang er udsat for svigt forbundet med forældres misbrug
- En-to procent af børn og unge oplever svigt, fordi forældrene har psykiske vanskeligheder
- Syv procent af de syvårige har resursesvage forældre.
Kilde: Else Christensen, 2006