Kære Vagn Madsen.

Jeg føler stor sympati for dit forslag i Folkeskolen nummer 3 om niveaudeling, idet du fremstiller et konkret løsningsforslag til den kedelige udvikling i folkeskolen, hvor stress og depression grundet dårlige arbejdsforhold desværre er gængse fænomener.

Når du siger, at vi skal spørge Heidi Medina, om hun tror på idealerne og pædagogikken for folkeskolen, så vil jeg vælge at svare dig. Min baggrund for at udtale mig er, at jeg har oplevet et forløb i folkeskolen, som har bevirket konsekvenser for mig, der er skræmmende lig de konsekvenser, Heidi Medina har oplevet.

Efter i et år at have været i et system, hvor utilstrækkelighed var daglig næring, hvor dårlig nattesøvn og magtesløshed var normen, og hvor jeg dag for dag måtte se min faglige stolthed krænket, var jeg nødt til at sige fra. Jeg sagde mit arbejde op og valgte at gå andre veje.

Kære Vagn Madsen, mit svar til dig er, at der ikke er nogen enkel løsning på de problemer, folkeskolen står over for. Jeg tror ikke på, at det er nok at ryste tryllestaven, sige niveaudeling, og så løser alle problemer sig. Tværtimod er jeg stor tilhænger af folkeskolens demokrati- og dannelsesidealer. Og denne holdning har jeg ikke ændret, heller ikke efter mine dårlige oplevelser i folkeskolen.

Der er behov for at sætte ind på mange fronter over for de børn, som har problemer, og jeg lover dig, Vagn Madsen, at siden jeg sagde mit job op, har jeg tænkt rigtig meget over, hvorfor mit korte lærerarbejdsliv udviklede sig, som det gjorde, og hvad der kunne have ændret forholdene. Én ting er jeg fuldstændig overbevist om, og det er, at det, at forskellige børn færdes sammen og skal lære at fungere sammen i et demokratisk læringsfællesskab, måske er det vigtigste, børnene lærer i den danske folkeskole.

Børnenes skæbnefællesskab på trods, og de daglige udfordringer som omkredser dette, var for mig en af glæderne og en spændende udfordring ved jobbet. Korrekt, at det til tider kan være ekstremt vanskeligt i praksis, korrekt, at man kan knække nakken fagligt og personligt, såfremt rammerne ikke er tilrettelagt hensigtsmæssigt. Og derfor er min pointe netop, at rummelighed må foregå under passende rammer, og ikke at vi ikke skal give plads til rummelighed - vores samfund har simpelthen ikke råd til at give køb på dette for demokratiet så væsentlige element.

Jeg har specialiseret mig i evaluering, hvilket var emnet for mit bachelorprojekt i min læreruddannelse. Og der er ingen tvivl i mit sind om, at evaluering, vurdering, høj faglighed, gensidig tolerance, respekt og fællesskab allerbedst fremmes hånd i hånd. De virker gensidigt udviklende, og de tre sidstnævnte er uden tvivl forudsætninger for en høj faglig standard.

Derfor, kære Vagn Madsen, har jeg stor sympati for dit forslag, men jeg tror desværre ikke, at det vil løse problemerne i den danske folkeskole. Gid det var så enkelt.