Anmeldelse

Vikingernes verden

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der findes som bekendt to typer skribenter: Dem, der hugger fra andre, og dem, der ikke vil indrømme det. Forlaget Flachs indrømmer det gerne. Flachs udgiver omkring 130 bøger om året, hvoraf den største del er bearbejdede og oversatte fagbøger for børn. Af egen produktion er der tale om cirka 20 bøger. Disse bøger er skrevet af danske forfattere og layoutet af danske grafikere.

Denne effektivisering af bogproduktionen behøver ikke nødvendigvis at være af ringe karakter. Nærværende bog er et eksempel på et godt resultat.

Den reproducerer kendt viden på en indbydende måde. Ud over at berette om de traditionelle sider af vikingetiden - togter, skibe, handel, religion - gennemgås også arkæologernes arbejde.

Bagest i bogen er der en tidslinje fra 793 til 2005. Med udgangspunkt i angrebet på Lindisfarne 793 gennemgås hovedpunkterne i vikingernes verden og udviklingen inden for arkæologien. Jeg savner dog at læse om det gennembrud, man gjorde i 1950, nemlig datering ved hjælp af kulstof 14.

Generelt er der tale om en gedigen bog, men man kunne måske have ønsket sig et stænk af perspektivering ind i stoffet.

Når man har et glimrende afsnit om runer, hvorfor så ikke nævne skriftens udvikling (fra runer til sms). Det ville være oplagt at nævne Absalon, der havde opholdt sig 11 år i Paris og dermed kendte det latinske alfabet. Men Absalon vedblev at skrive med runer - den skrift, der holdt sig i Danmark helt op til 1400-tallet. Hvordan var hans indstilling mon til et europæisk samarbejde?