Retten er sat på Skovvangsskolen i Glostrup.

Bondeknolden Niller er anklaget for ulovlig boykot af det internationale cyberspace og manglende udnyttelse af den teknologiske udviklings vidunder. Skolens 7.- og 8.-klasser hører spændt på, mens den parykklædte dommer harcelerer over Nillers manglende brug af mobiltelefon.

'Hvad skulle man dog gøre uden mobiltelefoner, så ville man jo være nødt til at være sammen, når man kedede sig. Det kan man jo ikke. Tænk, hvis man havde en bums. Nej, med en mobil er man aldrig alene'.

Eleverne griner højlydt, en enkelt mærker efter i lommen, om mobilen er slukket.

Det er ingen almindelig retssag, for anklagepunkterne lyder på mangelfuld brug af ecstasy, overdreven respekt for de reelle værdier, mangel på kriminalitet og overdreven ansvarsfuldhed i forhold til eget og andres liv.

Både dommer og anklaget bliver spillet af den 20-årige skuespiller Rasmus Thorup Jensen, og forestillingen er et samarbejde mellem ham og konsulenter for samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi (SSP).

'Jeg ville ud og skælde hele min generation ud', fortæller Rasmus Thorup Jensen.

'Da jeg præsenterede ideen for SSP-konsulenten i Ringsted, syntes han med det samme om tanken, og vi gik i gang med at planlægge projektet'.

Da forestillingen var klar, blev der sendt foldere til konsulenter og skoler på hele Sjælland, og en af de mange, der reagerede, var SSP-konsulent Lars Jonassen fra Glostrup Kommune.

'Jeg synes, det er vigtige emner, forestillingen tager fat på. Vi har talt en del om ecstasy og alkohol her, for det er jo også en del af mit arbejde, og så er det godt at få det præsenteret på en anden måde'.

Lars Jonassen har sit kontor på Skovvangsskolen, men det meste af tiden kører han rundt i byen. Han koordinerer skolernes aktiviteter i forbindelse med klubber, socialforvaltningen og politiet. Derudover starter han forebyggende arbejde på skolerne ved at tage temaer op og holde forældresamtaler, og så opsøger han de unge enten for at gøre noget ved et egentligt problem eller bare for at være der, hvis der skulle være noget, han kan hjælpe med.

Håber på eftertanke

Bondeknolden Niller bliver i løbet af forestillingen dømt skyldig i de fleste forseelser, men gradvist går dommeren mere og mere i opløsning. Eleverne morer sig kosteligt over både bondeknolden og dommeren.

Lars Jonassen tror ikke, at forestillingen vil få en direkte virkning på, hvor meget de unge for eksempel drikker, men han håber på eftertanke.

'Jeg håber, at de unge efter forestillingen træder et skridt tilbage og tænker over, hvorfor de gør de ting, de gør. I den tid, jeg har arbejdet med unge, har grænserne for det acceptable flyttet sig. For 15 år siden var det nok, at en enkelt politimand sagde til en flok unge bøller, at de skulle gå hjem. I dag ville han få røvfuld, hvis han var alene'.

Også Rasmus Thorup Jensen håber, at eleverne efter forestillingen vil bruge noget tid på at sætte ord på det, de har oplevet. Nogle steder indgår forestillingen i et undervisningsforløb, og andre steder får eleverne bare mulighed for at diskutere bagefter,men tanken er fra hans side, at de skal tage stilling til det, de ser, og måske opleve, at deres kammerater tænker de samme tanker som dem selv. Og han tror, at de unge tager mere til sig, når de griner, end når der bliver løftet pegefingre.

Lars Jonassen tilføjer:

'Mange unge i dag har udviklet en social alkoholisme, så de ikke kan have det sjovt, hvis de ikke drikker. Jeg tror, at forestillingen kan få dem til at stoppe op og tænke over, hvorfor de er venner med dem, de er venner med. Er det, fordi de ser de samme serier eller har den samme mobil? Jeg mener ikke, at der er noget galt i de ting, de gør. Jeg vil bare gerne have, at de skal tænke over hvorfor'.

Ved forestillingens slutning er dommeren gået helt i hundene, fordi han har taget et antal lykkepiller og drukket en halv flaske snaps, og Rasmus Thorup Jensen afslutter med ordene:

'Jeg er glad for den guldske, jeg er født med, men man skal jo også lære at spise med kniv og gaffel'.