Hej, Frede Femøre. Daniel hilser frit og uhæmmet på alle voksne, han møder på sin skole i Århus. Han er god til at lave bogstavrim, så han kæder tit deres navne sammen med et eller andet ord.

'Andre børn kontakter ikke på samme måde alle, de tilfældigvis møder, men Daniel har ingen kontrol over sine impulser, og han mangler situationsfornemmelse', siger Daniels klasselærer.

Daniel går i 3. klasse og har sociale indlæringsvanskeligheder. Han skal have så meget struktur på sin skoledag, at klasselæreren ikke kan opfylde kravet om tværfaglighed og gruppearbejde for ham. Til gengæld har hun ingen problemer med at lave undervisningsdifferentiering for ham.

'Han er god til at læse, men han skal have klar besked om, hvad han skal læse, og det må højst være to-tre afsnit ad gangen. Ellers kan han ikke overskue det', siger hun.

Daniel larmer ikke mere end andre børn, men hvis han mister overblikket over en opgave, begynder han at gå rundt i klassen og forstyrre de andre elever. Han vil gerne vide, hvad de laver. Men han glemmer, at han selv er i gang med en opgave.

'Så er jeg nødt til at tage fat i ham og føre ham tilbage til hans plads. Jeg er i det hele taget meget i kontakt med ham. Nogle gange skal jeg have ham til at gentage det, jeg siger til ham, for at være sikker på, at han har forstået det', fortæller klasselæreren.

I øjeblikket har han en vane med at komme løbende bagfra og omklamre de andre elever med et kraftigt favntag. Det bryder de sig ikke om, og det har læreren talt med Daniel om. I øjeblikket må hun minde ham om det op til hvert frikvarter.

'Jeg skal være meget tydelig over for ham. Derfor dur det ikke, at jeg siger til ham, at han ikke må omklamre de andre, for så tror han, at det er op til ham selv at styre det. I stedet siger jeg, at det er noget, jeg har bestemt. Så er rammerne klare for ham'.

Et let offer

Klasselæreren snakker åbent med klassen om, hvorfor der er særregler for Daniel. Det er man nødt til, mener hun.

'Det er selvfølgelig hårdt for Daniel at høre mig sige, at han let kommer i konflikt med de andre, fordi der er nogle ting, han ikke kan finde ud af, men han er et let offer. De andre kan få ham til hvad som helst. Han kan ikke sætte sig i Sofies sted, hvis de andre siger, at han skal gå hen og sige til hende, at hun er kæreste med én fra 4. klasse. Det skal klassekammeraterne vide'.

Derfor er det vigtigt, at læreren sammen med eleverne kortlægger de episoder, hvor det ikke er Daniel, men dem selv, der er de skyldige.

'Jeg har også snakket meget med eleverne om, hvordan de kan løse en konflikt. Det gjorde jeg, allerede inden Daniel flyttede hertil i slutningen af 1. klasse. Og jeg har fulgt det op med at undervise i sociale kompetencer. Vi har blandt andet snakket om, at man er nødt til at give en begrundelse, hvis man siger til en anden, at hun ikke kan være med i en leg. Men der er en grænse for, hvor meget tid jeg kan bruge på det, for jeg skal også have det faglige med'.

Klassekammeraterne accepterer i det store hele Daniel. De kan selvfølgelig godt blive irriterede på ham, og det skal de have lov til at udtrykke.

'For det første har de brug for at få luft. For det andet kan det være med til at lære ham, hvor de andres grænser ligger. Daniel har brug for, at de andre børn er rollemodeller for ham'.

En stor udfordring

Daniel har mange ressourcer. Han har for eksempel en stor almen viden, som han så småt er begyndt at kunne bruge i undervisningen. Men han kan også være dødbesværlig, erkender klasselæreren. For eksempel når han konstant afbryder hendes undervisning.

'Selv om man kan fristes til at tro, at han gør det med vilje, så skal man holde sig det klart, at han gør det ubevidst. Det er det samme, som når han omklamrer klassekammeraterne. Han gør det ikke for at drille dem, men fordi han gerne vil i kontakt med dem', siger hun.

Daniel har støttelærer på i ti timer om ugen. Det er nødvendigt for at fastholde ham på de opgaver, han skal løse. Det er også nødvendigt med et udvidet skole-hjem-samarbejde.

'Det er vigtigt, at Daniels forældre støtter op om de sociale kompetencer, vi lærer ham. Når han omklamrer de andre børn, skal de snakke med ham om, at det er en dårlig måde at kontakte andre børn på, men jeg skal huske også at fortælle dem, når det går godt. Ellers bliver samarbejdet for belastende for dem'.

Selv ser klasselæreren det som en udfordring at have en dreng som Daniel i klassen.

'Hvis vi laver en aftale, og han ikke overholder den, må jeg prøve at finde en anden strategi for, hvordan jeg får ham til at forstå det, jeg siger. Det kræver tålmodighed, og hvis ikke jeg kunne lide ham, så gik det ikke'.stan

Af hensyn til drengen og hans familie ønsker skolen og klasselæreren at være anonyme. Daniel er et opdigtet navn.