Minister viger udenom
Ole Vig Jensen retter sig ikke efter Ombudsmanden, påpeger forsker
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er beklageligt, at Undervisningsministeriet tilsyneladende ikke retter sig fuldt ud efter Ombudsmandens synspunkter på et så principielt spørgsmål som det her, siger lektor ved Retsvidenskabeligt Institut ved Københavns Universitet, Lars Adam Rehof.
- Fra en radikal minister kunne man godt have tænkt sig, at han havde forholdt sig mere udtrykkeligt til netop det grundprincip, at der i Danmark er lige adgang til folkeskolen og de ydelser, den har. Det er det, der er det principielle i diskussionen, tilføjer Lars Adam Rehof.
Som han læser Ombudsmandens endelige udtalelse om forældrebetaling til skolerejser og lejrskoler, så slår udtalelsen to ting fast, nemlig at der ikke er hjemmel til at opkræve forældrebetaling, og at der ikke er hjemmel til at modtage frivillige bidrag.
- Ombudsmanden anfører, at forældrene ikke må kunne købe sig til særydelser i folkeskolen, og de må heller ikke kunne føle sig presset til det, påpeger Lars Adam Rehof.
- Men det punkt i udtalelsen agter ministeren tilsyneladende ikke at forholde sig til. Han viger udenom i sine svar på de spørgsmål, I har stillet ham.
- Derved står det centrale spørgsmål stadig tilbage: Hvad er undervisningspligt? Hvornår er en skolerejse en del af den almindelige undervisning? Kan man tale om folkets skole og skolen for alle, hvis der ikke er lige adgang til folkeskolens ydelser?
- Den diskussion bliver i hvert fald Folketinget nødt til at tage.jvo