Ved en fejl var tredje del af mine argumenter for medierne i undervisningen blevet trykt under debat i Folkeskolen nummer 47. Derfor skal jeg her kort føre argumentationen op, før jeg går længere ind i det pædagogiske grundlag.

Med undersøgelsen af de 15-18-åriges mediebrug i Danmark er der skabt grundlag for en egentlig revolution af hele uddannelsessystemet, idet unge bruger syv en halv timer på medierne om dagen ('Mønstre i mangfoldigheden - om unges mediebrug i DK' - Borgen Medier). Det vil sige, at der er et skisma imellem det, de unge bruger tid på, og det, som skolen bruger tid på, nemlig bøger. Læringen gennem medierne bliver altså ikke til et resultat af en fælles læreproces, men individualiseres. De ændrede forudsætninger skal skolen tage højde for og anvende direkte i undervisningen.

Nået så vidt skal der tages hul på en holdning til, hvorledes man så indarbejder medieundervisningen i dagligdagen. Helt grundlæggende handler mediepædagogikken om at tage de moderne kulturteknikkers udtryksmåder særdeles alvorligt både i videnstilegnelsen og i -formidlingen. Det vil sige, at film, tv, radio, cd-rom, Internet, aviser skal anvendes på fuldt ud lige fod med bøger og tekst.

Det har ofte nok været sagt i den offentlige debat, at de unge finder det umagen værd at udtrykke sig via medierne. Så hvorfor ikke gøre det til en reel mulighed? Der skal for eleverne være direkte adgang til forskelligt, tidssvarende produktionsmateriel, der sætter eleverne i stand til at udtrykke sig i forhold til den stillede opgave.

Det betyder, at Mediateket skal have fast bemanding med flere personer, der er i stand til at hjælpe eleverne. Opgaverne for det traditionelle bibliotek bliver kraftigt udvidet, og der skal derfor afsættes langt flere ressourcer til at kunne dække denne opgave. Det er en udfordring for skolerne.

Hvordan kan denne øvelse så lykkes? Det opnås ved, at de lærere, der har klassen til daglig, tilrettelægger arbejdet sammen med eleverne. Arbejdet er selvsagt tematiseret og organiseret efter projektarbejdsformen. Herefter foregår det følgende forløb efter selvaktiveringsprincippet, fordi det for eleverne betyder noget at blive klogere på det, de har valgt - for hvorfor skulle de ellers have valgt det? Der skal både i klassen og i Mediateket være mulighed for at indrette særlige projektforløbsværksteder. Klassens lærere og mediatekslærerne står herefter til rådighed for eleverne i det omfang, de måtte have brug for det.

Ja, ja, vil nogen sige - hvor bliver der så plads til at indlære eleverne de basisfærdigheder, der er brug for, for at hele det her kan lade sig gøre? For mig at se vil undervisningen naturligt skifte imellem deciderede indlæringsforløb, som meget vel kan være lærerstyrede, men også kan være velegnede til emnebearbejdning, og så projektorganiserede, tematiske forløb.

Formidling bliver altafgørende i projektforløbene, for når de enkelte grupper skal fremlægge, hvad deres del af arbejdet har resulteret i, så skal en veltilrettelagt formidling naturligvis være grundlaget. Og således er ringen sluttet, for i formidlingen mener jeg, at medierne har deres naturlige plads side om side med blyant og papir. Lad os så komme i gang.

Per Sloth Møller er leder af Medieværkstedet Hømarkskolen, Svendborg.