I Skagen er vi vant til vind. Strid vestenvind. Men vinden kan vende. Det siger vores erfaring os. Den erfaring har vi ikke med den politisk-pædagogiske vind, der i over 30 år har været mere strid end vestenvinden og i det nævnte åremål ikke en eneste gang har sendt sine stød ind over folkeskolen fra et blidere verdenshjørne.

Men nu er det sket. Lederen i »Danske Kommuner« nummer 34 af 16. november 2006 indledes således: »KL har med Folkeskolesamlingen 2006 ønsket at give et tydeligt signal om, at lærernes arbejde i folkeskolen fortjener anerkendelse og synlighed«.

Der er tale om mønsterbrydning på en negativ kulturel arv, for organisationen har i præcis 36 år kontinuerligt undervurderet og nedvurderet folkeskolen og dens aktører. I samfulde 36 år har KL´s faste samarbejdspartner i dette virke været Morgenavisen JyllandsPosten, og siden skiftet i et hjørnekontor på Rådhuspladsen i København har Politiken meldt sig som blind makker.

Det præcise tidspunkt for, hvornår vinden gik i et blidere hjørne, kan undertiden være svært at fastslå, hvis man ikke befinder sig på åstedet på det givne tidspunkt. Fra toppen af Danmark så det imidlertid ud til at ske, i samme øjeblik Henrik Larsen fra De Radikale satte venstremanden Erik Fabrin i KL´s formandsstol. Siden har Henrik Larsen, som ny formand for KL's børne- og kulturudvalg, gang på gang selv sendt det ene positive budskab til folkeskolen efter det andet, og organisationen har åbenbart måttet rette ind. Selv Bertel Haarder fremtræder »from som et lam« og følger lige nu strømmen.

Ændringen i vindretningen skyldes selvfølgelig ikke vores blå øjne, men det faktum, at Venstre med sit nye program skifter hest vedrørende den offentlige sektor, der fremover ikke bare vil være nødvendig, men ligefrem et gode. Hertil kommer formentlig, at det endelig er ved at gå op for KL og en række opinionsmagere, at deres virke er ved at blive yderst farligt for samfundet: de lærere, de gennem alle de nævnte år har været på nakken af, har i dag som gruppe så lav prestige i befolkningen, at de - mærkeligt, ikke? - vælger at gå af, den dag de fylder 60 år. Kun ussel mammon kan få dem til at blive længere, og i så tilfælde bliver de ved, til de fylder 62. Ikke en dag mere.

I de kommende år vil folkeskolen derfor bliver affolket for de lærere, som i den ene - stort set uomtalte - undersøgelse efter den anden vurderes som de bedste og dygtigste lærere, Danmark nogensinde har haft. Det er de modne lærere, der har styr på både disciplinen og det faglige stof, der med eller uden test skal videregives. Og de ser ikke ud til at blive erstattet af nye unge lærere, fordi det omtalte virke selvfølgelig også har indflydelse på de unges valg og fravalg af uddannelse: de fravælger nu læreruddannelsen, så seminarierne, hvis de fastholder et vist kvalifikationskrav, kommer til at stå gabende tomme.

Det bliver interessant at følge med i, hvor længe vinden forbliver i det blide hjørne. Det bliver desuden overmåde interessant at følge, hvilken retning alle lemmingerne med vindører tager. Ingen nævnt, ingen glemt, men en del bærer fine titler. Desuden findes disse skabninger selvfølgelig blandt politikerne. Vi andre må - som hidtil - fortsætte med at fortælle den gode historie om den særegne danske folkeskoles dybeste kvaliteter, for eksempel dem, der har medvirket til, at danskerne er et af verdens lykkeligste folk, et af verdens rigeste folk og sammen med de andre nordiske lande udgør en af verdens mest kreative folkestammer.

Chresten Sloth Christensen er skoledirektør i Skagen