I denne uge starter regeringen en møderække om en kvalitetsreform af den offentlige sektor. Det kan blive et interessant projekt, hvis det kommer til at handle om reelle, kvalitative forbedringer.

Mere kvalitet for pengene og fjernelse af unødigt bureaukrati kan være ganske fornuftige mål. På folkeskoleområdet er der i hvert fald mange spørgsmål, som trænger sig på. Hvordan nedbringes skolernes administrative byrder, så indsatsen kan koncentreres om kvalitet i undervisningsopgaven samt pædagogisk udvikling og ledelse? Hvordan flyttes fokus fra statslig test og kontrol, så det sikres, at den enkelte lærer fortsat får mulighed for at påtage sig det professionelle ansvar for tilrettelæggelse, gennemførelse og evaluering af undervisningen i forhold til de konkrete elever? Hvordan sikres en dialog med forældrene, hvor det er det kvalitative indhold og ikke formelle krav (eksempelvis elevplaner), der er styrende? Hvordan sikres de nødvendige hjælpeforanstaltninger - blandt andet i form af specialundervisning - så elever med indlæringsproblemer får hurtig og effektiv hjælp? Hvordan sikres den enkelte skole ejerskab til arbejdet med kvalitetsudvikling og evaluering? Hvornår iværksættes den nationale handleplan for læseundervisningen? Og hvordan styrker vi naturfagsundervisningen?

Der er nok at tage fat på. Men desværre er det traditionel regeringspolitik og ikke nytænkning, der præger de første udmeldinger fra statsminister Anders Fogh Rasmussen. »Det skal dokumenteres, om målene nås«, skriver han i Politiken. Det kan være fornuftigt nok, men bagved anes tankegangen om kontrol og styring. Om den faglige udviklingsproces skriver han: »I skolen kan læreren for eksempel se, hvilke pædagogiske metoder der er bedst til at lære eleverne at læse og regne«. Og på Venstres landsmøde garneres det med krav om resultatløn. Det vil være ødelæggende for dialogen, hvis rammerne er krav om kontrol, individuelle lønformer, konkurrence og smånaive forestillinger om en best practice, som med et snuptag kan lære enhver elev at læse og regne. Og indblanding i aftaleforhandlingerne vil i sig selv lægge gift for arbejdet.

Men hvis regeringen erkender, at kvalitet tager tid og koster penge, og hvis regeringen er parat til at tænke nyt og vil leve op til løfterne om at lytte til de offentligt ansatte, organisationerne og brugerne, så kan det måske stadig nå at blive en dialog om en reel kvalitetsreform.