Forældre går mere op i, hvordan deres eget barn klarer sig i skolen, end for 15 år siden, vurderer hver anden lærer. Og endnu flere lærere mærker, at forældre i stigende grad prøver at øve indflydelse på undervisningen.

Det fremgår af svar fra 806 lærere i undersøgelsen »Læreroplevelser af elever og deres forældre«, som Scharling Research har foretaget for Folkeskolen og Ugebrevet A4. Nogle lærere oplever, at forældrene blander sig på en negativ måde, mens andre ser positivt på forældrenes interesse.

»Det ville gå meget bedre, hvis de blandede sig udenom! Tænk, hvis vores energi var forbeholdt eleverne«, lyder en kommentar, mens en anden lærer skriver:

»Forældrenes spørgsmål gør ofte os lærere bedre, fordi vi skal kunne give et godt svar. Måske bliver vi mere sikre i det, vi gør, eller vi ændrer kursen lidt, fordi vi erkender, at det vil være godt. Selvfølgelig har jeg oplevet forældre, der mener, vi griber tingene forkert an, men så må vi frem med de gode pædagogiske begrundelser«.

Lektor Niels Kryger, der forsker i skole-hjem-samarbejde på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), peger på, at forældre kan have forskellige grunde til at interessere sig for lærernes arbejde.

»De mistroiske forældre blander sig for at få mere tjek på, hvad der foregår i undervisningen, mens det hos andre er udtryk for, at de har overskud til at understøtte læringsmiljøet«, siger han.

I sommer sluttede cand.comm. Kalinka Stapput sin uddannelse på Roskilde Universitetscenter med et speciale om forældres holdning til læring i hjemmet. Hun undrer sig over, at kun hver anden lærer oplever, at forældre har øget fokus på skolen.

»Grundlæggende interesserer vi os meget for den enkeltes udvikling i disse år, så når lærerne ikke registrerer det i højere grad, skyldes det, at de mangler tid til at tale med forældrene«, siger Kalinka Stapput.

Selv har hun tre børn i privatskole og en i en folkeskole.

»I privatskolen har vi daglig kontakt med lærerne, vi har flere forældremøder, og skole-hjem-samtaler varer over en time. I folkeskolen har vi to gange 15 minutter om året, og vi ser aldrig andre end dansk- og matematiklærerne. Lærernes frustrationer handler også om, hvor kort tid de har til at afkode, hvem forældrene er, og det skal de vide for at undgå fejl i kommunikationen. Lærere mangler også redskaber til at gøre urolige forældre rolige«.

Forældre går i panik

Det er godt, at forældre interesserer sig for deres børns skolegang, mener Niels Kryger. Men spørgsmålet er, hvordan det påvirker dem, når regeringen hele tiden siger, at der er problemer med fagligheden.

»Kritikken får forældrene til at skubbe til lærerne, men om der kommer noget godt ud af det, afhænger af, hvor snævert de opfatter faglighed. Det vil være pauvert at bombe skolen tilbage til udelukkende at handle om paratviden«, siger han.

61 procent af lærerne mener, at forældrene fokuserer mere på deres børns faglige kundskaber end for 15 år siden, og det udsagn understøtter Kalinka Stapputs speciale.

»Mediedækningen af Pisa har pisket en stemning op. Forældrene får hele tiden at vide, at det gælder om at ruste børnene til fremtiden. Mange går i panik, når alle skriger på større faglighed«, siger Kalinka Stapput.

Det kommer bag på hende, at kun 43 procent af lærerne mener, at forældrene fokuserer mere snævert på deres eget barn end tidligere.

»Vores undersøgelse viser, at størstedelen af forældrene er gået bort fra lighedsbegrebet. De gør som i resten af samfundet og fokuserer på individet. Det gælder om at styrke hvert barn optimalt. De svage børn skal løftes, og de stærke må ikke holdes nede«, siger hun.

Tallet undrer også forskningslektor Birte Ravn, der forsker i relationen mellem skole og hjem på DPU.

»Interessen for eget barn har altid været der, men den skinner mere igennem i dag. Når forholdsvis få lærere oplever det, kan det skyldes, at en del forældre har sendt deres børn på privatskole«, siger hun.

Lærere skal stå fast

I dansk skoletradition har der været fokus på klassen som en social enhed, og det er ikke dødt endnu, mener Niels Kryger. Men både logbøger og de lovpligtige elevplaner skubber voldsomt til individualiseringen.

»Fællesskab vurderes ikke særlig højt i den måde, vi taler pædagogik på i dag, men må leve på en lang tradition. Så det er nærmest opmuntrende, at 57 procent af lærerne vurderer, at forældrene ikke udelukkende fokuserer på deres eget barn«, siger han.

Det afhænger også af, om forældrene får mulighed for at interessere sig for hele klassen, mener Birte Ravn. Om læreren lægger vægt på gruppesamtaler til møder og arrangementer.

»Faglighed kommer let til at overskygge alt det andet, eleverne skal lære, men lærerne skal melde klart ud til forældrene, at børnene også skal lære social trivsel. Der er ikke tradition for, at lærere melder deres holdninger ud, for eksempel om hvad de forventer af forældrene. Derfor har forældrene kun en forestilling at bygge på. Men lærerne skal huske, at mens de selv har en fælles uddannelse, så er forældrene ikke én gruppe. De kan være meget forskellige, og det må man tage højde for. De må lære forældrenes baggrunde, holdninger og synspunkter at kende, og de må lære at tale til dem som jævnaldrende, der også har viden og færdigheder«, siger Birte Ravn.

Det er vigtigt at tale om, hvilket mandat lærerne har fået for tiden, mener Niels Kryger.

»På den ene side skal de udvikle børnene bredt, og det lægger op til dialog med forældrene. På den anden side er det fair, at lærere insisterer på, at der er forhold omkring det faglige, hvor de er de professionelle, der ved bedst. Problemet kan opstå, hvis en lidt usikker lærer føler sig tvunget til at 'stramme op' på måder, hun ikke selv ønsker, men for at imødekomme utilfredse forældre. Så kan panikken brede sig blandt alle forældre, for så må der være noget om snakken. Den store udfordring er at fastholde det brede mandat som lærer - og stå ved at børnene skal lære meget andet end at læse og skrive«, siger han.

»Ofte ville det være en hjælp, hvis forældrene ville lade være med at fokusere så meget på deres eget barn til forældremøder og tro, at skoledagen rummer tid til at skrive side op og side ned i kontaktbogen hver dag om, hvordan deres barns skoledag er gået. Det ville fremme processen, hvis forældrene selv tænkte mere i 'vi' end i 'jeg'«»Forældre har et fantastisk godt alibi, når de kritiserer skolen. Politisk og gennem medierne er de bakket op - alle ved jo, at det går dårligt, så det er næsten umuligt at gøre det rigtigt. Det ville faktisk være i strid med diverse undersøgelser«»Den indflydelse, forældrene gerne vil have, omfatter ikke fællesskabet i samme grad som tidligere, det handler om deres eget barn«