DLF's nye formand, Anders Bondo Christensen, skabte en vis debat på Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråds (FTF) repræsentantskabsmøde, da han fra talerstolen luftede det synspunkt, at Danmark i det lange løb er for lille til tre hovedorganisationer. En hovedorganisation er en slags paraply over en gruppe af fagforeninger, som har noget til fælles. I Danmark har akademikerne AC (Akademikernes Centralorganisation), de mellemuddannede findes stort set alle i FTF, og langt den største gruppe lønmodtagere holder til i LO.

For nylig kappede LO de formelle bånd til Socialdemokraterne. Tilhørsforholdet til partiet har været hovedargumentet for, at FTF ikke ville slutte sig sammen med LO.

'Hvorfor har vi en hovedorganisation? Det er vel, fordi vi har en ide om, at fællesskabet giver styrke. Men hvorfor har vi så tre hovedorganisationer', spurgte Anders Bondo fra talerstolen.

Han argumenterede for, at der er mange emner, som en samlet gruppe af lønmodtagere kunne arbejde sammen om. For eksempel et fælles bud på, hvordan den offentlige sektor skal finansieres i fremtiden.

'Skattestoppet er helt urimeligt. Men vi ved på den anden side også godt, at der er grænser for, hvor meget man kan skrue op for skatten i fremtiden. Den internationale udvikling sætter os også under pres for at finde en måde at finansiere vores velfærdssamfund på. Den type spørgsmål kunne lønmodtagerne i fællesskab komme med svar på - i stedet for at bruge kræfterne på at markere sig hver for sig', foreslog Anders Bondo.

Han understregede dog, at han ikke foreslår, at FTF skal gifte sig med LO. Det handler mere om samarbejde på bestemte områder med både LO og AC. Det er også vigtigt, at FTF er tilstrækkelig stærkt. Derfor går han ind for arbejdet med at styrke FTF. 'Vi skal ikke optages i andre organisationer. Men det kan komme an på en prøve, om vi kan finde noget at være fælles om. Det betyder, at vi måske på sigt kan gå sammen i en enkelt hovedorganisation', sagde Anders Bondo.

Hans udspil blev positivt modtaget af især BUPL's formand, Bente Sorgenfrey, som allerede tidligere har foreslået et tættere samarbejde med LO.

Socialrådgiverne gjorde opmærksom på, at der foregår et godt og nødvendigt samarbejde i dagligdagen: 'Vi må se på fordelene og ulemperne ved at slå os sammen', sagde socialrådgivernes næstformand, Frederik Bülow Christensen. Også sygeplejerskerne erklærede sig parate til at gå så langt som til at undersøge, hvor man kan samarbejde mere. Men den eneste privatansatte, som ytrede sig i debatten, sagde klart nej. Henrik Frimand-Meier, formand for forsikringsfunktionærerne, slog fast, at hans medlemmer aldrig kunne være i en organisation sammen med LO: 'Frieri handler også om følelser', sagde han og fortsatte: 'Vores medlemmer er ikke interesseret i på noget som helst tidspunkt at blive LO-medlemmer. De kan slet ikke se sig selv i den sammenhæng'.

Formanden for FTF, Anker Christoffersen, der allerede i sin mundtlige beretning havde taget forholdet til LO op, lovede at gøre sit for at skabe mere samarbejde med LO. Men i beretningen lagde han dog ikke skjul på, at det ikke er uproblematisk at samarbejde med LO.

'Virkeligheden er jo den, at LO har det udgangspunkt, at samarbejde skal foregå på LO's præmisser - og at LO i mange situationer prioriterer enighed med Dansk Arbejdsgiverforening over en samlet lønmodtagerenighed', sagde han.

Kritik af Ny Løn

Kommunernes forhold til staten og skattestoppet var et gennemgående tema for en anden del af debatten på repræsentantskabsmødet.

FTF-formanden var meget skarp i sin afvisning af kommunernes håndtering af Ny Løn. Han sagde, at kommunerne bruger skattestoppet som undskyldning for at lægge beslag på pengene til Ny Løn: 'Det er uacceptabelt, at kommunerne i foråret indgår en ny overenskomst og så et par måneder efter løber fra aftalen. Den opførsel får i hvert fald ikke de ansatte til at elske Ny Løn, og går det ikke op for kommunerne nu, så gør det det utvivlsomt, næste gang der skal forhandles', lød truslen.

I en udtalelse om nej til forringelser af velfærden fik DLF indføjet, at FTF skal kræve, at aftalerne mellem staten og kommuner og amter reelt giver mulighed for, at kommunerne kan leve op til valgløfterne om bedre velfærd.

'Offentlige velfærdsydelser er ikke bare udgifter. Der er i stort omfang tale om samfundsmæssige investeringer, der er forudsætninger for økonomisk vækst og velfærd', siger udtalelsen.