Oprør mod ny løn

Sønderjysk initiativ til tættere samarbejde mellem de kommunalt ansatte om Overenskomst 02

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er ikke kun lærerne, der er godt trætte af, at Kommunernes Landsforening satser på at få afsat endnu flere penge ved Overenskomst 02 til lokal udmøntning i form af ny løn, samtidig med at det kniber gevaldigt med at få pengene fra Overenskomst 99 ud til de kommunalt ansatte. Det opdagede næstformand i hovedsamarbejdsudvalget i Sønderborg Kommune, Hans Jørgensen Sørensen fra Sønderborg og Omegns Lærerkreds - faktisk var de ni andre medarbejderrepræsentanter i udvalget fuldstændig enige med ham i, at der ikke skal afsættes så meget som én krone af overenskomstmidlerne til ny løn ved de kommende overenskomstforhandlinger. På den baggrund har Hans Jørgen Sørensen og formanden for lærerkredsen Anders Bondo Christensen taget initiativ til en underskriftsindsamling og en hjemmeside på tværs af de faglige organisationer, www.OK02.dk

På hjemmesiden vil man kunne downloade underskriftslister til indsamlingen. Ideen er, at tillidsfolk fra amtslige KTO-organisationer (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte) landet over skal skrive under inden den 17. december, hvorefter underskrifterne vil blive afleveret til dels Kommunernes Landsforening, dels de kommunalt ansattes forhandlingsorganisation KTO.

Den nyetablerede hjemmeside har desuden til formål at sikre information om overenskomstforhandlingerne på tværs af lønmodtagerorganisationerne og skabe et debatforum for de tillidsvalgte i kommunerne.