To sande modernister blæser nu til fornyelse af DLF's politik.

Jan Trojaborg, formand for Københavns Lærerforening (KLF), har indgået en aftale om udlægning af lønforhandlinger til skolerne, og i Folkeskolen nummer 46 forsvarer formanden for Herningegnens Lærerforening Helen Sørensen dette klokkerene brud på den kongresvedtagne lønpolitik.

Jan Trojaborg har tidligere i ord og handling vist, at han ikke mener, at KLF's automatiske tilstedeværelse i kongres og hovedstyrelse forpligter ham på den politik, der vedtages i foreningens højeste organer. Han dækker sig bag KLF's selvstændige forhandlingsret, og formelt har han sikkert ret til at gøre, som han gør.

Undergravende for DLF's politik og demokrati er hans optræden under alle omstændigheder.

Helen Sørensen er ikke på samme måde formand for en kreds med selvstændig aftaleret på lønområdet, men er bundet af kongressens beslutninger. Denne binding argumenterer hun nu for at blive løsrevet fra.

En del af mine ledelseskolleger er sikkert allerede begyndt at glæde sig. I hvert fald en del af de ledere, der har valgt medlemskab af en gul fagforening, vejrer morgenluft. Jeg er derimod bekymret, men ikke overrasket. Udsigten til et splittet lærerværelse og forhandlinger om en latterlig lønpulje fremkalder selvsagt ikke julestemning hos mig. De nyliberale i modernistisk forklædning har igen sat et frontalangreb ind på solidariteten i folkeskolen. Historien fra ændringen af arbejdstidsaftalerne fra 1992 gentager sig, om end angrebet denne gang er langt alvorligere.

Efter min opfattelse er situationen helt uholdbar, og hovedstyrelsen er nødt til at handle. Man kunne fylde et par sider med de negative sider ved individuel aflønning aftalt på skoleniveau. Det skal jeg lade være med. Man kunne fylde mange sider med en konsekvensbeskrivelse af, at nogle kredsformænd handler mod kongresbeslutninger på centrale områder. Jeg vil nøjes med at konstatere, at der er tale om en klar opløsningstendens.

Jeg vil endvidere stille nogle spørgsmål til overvejelse:

Hvorfor skal man betale cirka 500 kroner om måneden til et fællesskab, hvor nogen uantastet kan svigte fællesskabet og kongresbeslutninger?

Er det ikke sandsynligt, at skoleledernes tid i DLF er ovre, hvis en del af lærernes løn skal forhandles på skoleniveau?

Hvis KLF føler sig fritstillet over for hovedstyrelsens og kongressens beslutninger i overenskomstspørgsmål, hvorfor er den så sikret fast plads i de ansvarlige foreningsfora?

Er det også tilladt Lederforeningen at opfordre sine medlemmer til at arbejde imod kongressens lønbeslutninger?

Jørn Vedel Eriksen

formand for Lederforeningens afdeling i Horsens