DLF skal blive dygtigere til at kommunikere med sine medlemmer, og den politiske ledelse skal være mere tydelig. Det er et par af Dafolos konklusioner i Udviklingsprojektets slutrapport, der giver foreningen talrige anbefalinger efter en grundig diskussion med mange medlemmer.

Et krav til dialogen er præcision, for eksempel når man citerer andre. Her udmærker Astrid Schjødt Pedersen sig ikke i sin karakteristik af undertegnedes 'bedrevidende' styreform, der 'tenderer åndshovmod', i et indlæg i Folkeskolennummer 47. Hun citerer først med henvisning til Folkeskolens interview med mig i nummer 43: 'Selvfølgelig giver det diskussioner og bøvl med medlemmerne, men så er man nødt til at sige, at det kan vi ikke bruge til noget'. Men Astrid Schjødt glemmer min pointe: 'Medlemmerne vil jo gerne have mere i løn, og samtidig vil de ikke røre ved ny løn - det kan ikke lade sig gøre!' Det er dén problematik, vi har forholdt os til i København, hvor decentraliseringen raser som mange andre steder. Vi konstaterer som valgt ledelse, at medlemmerne vil have mere i løn, og arbejder derfor på dette inden for det muliges rammer. Vi har tidligere (også da DLF var imod centrale, kommunale forhandlinger) brugt decentral løn, og vi anvender nu ny løn, der i høj grad er formet af os med mange tillæg, der alle er velbeskrevne og gives efter objektive kriterier. Bestyrelsen er således helt i overensstemmelse med Københavns Lærerforenings (KLF) medlemmer, hvis interesser vi er valgt til at tilgodese.

Som selvstændig forening er det Købehavns Lærerforenings lønpolitik, der er min rettesnor i forhandlinger med kommunen. Den er overholdt ved den nye aftale, vi har indgået, fordi den 'bevarer og udbygger lønsummen', og fordi den bedst muligt opfylder: 'at der er ensartede principper for løndannelsen i København'. Det er da beklageligt, at vi på et enkelt punkt ikke også har kunnet overholde DLF's lønpolitik fuldstændigt. Sammenhængen mellem de to foreninger er (og har været det i de forløbne 50 år), at KLF i forhold til aftalespørgsmål kan gå sine egne veje. Deraf følger, at vi som københavnere ikke på alle områder vil kunne følge kongressens vedtagelser, der ikke retter sig mod vores arbejdsgiver, Københavns Kommune.

Det er vist lidt af en undervurdering af medlemmerne i København, at de skulle finde sig i en formand, der udviser 'despekt for det at fungere i en demokratisk valgt ledelse'. Som det tydeligt er fremgået også af dette blads spalter, er vi i KLF uenige om en del, men vi forsøger gennem en kritisk dialog bygget på klare analyser at formulere politikker, der kan skaffe gode, perspektivrige resultater.

Jan Trojaborg

formand for Københavns Lærerforening og medlem af DLF's hovedstyrelse