Kun halvdelen er organiseret
Mange ungarere ønsker ikke at være medlem af en fagforening
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ungarn er et land med mange fagforeninger. Men det er også et sted, hvor mange mennesker slet ikke ønsker at være medlem af en fagforening i dag, fordi det minder dem om dengang, hvor man var tvunget medlem. For mange har ordet fagforening en tæt forbindelse med ord som pamper og korruption, og derfor er fagforeningerne i dag ofte valgt fra.
Omkring halvdelen af de ungarske lærere skønnes at være uorganiserede.
Pedagógusok Szakszervezete (PSZ) er Ungarns 'gamle' fagforening for lærere. Dén, man tidligere var tvunget medlem af. PSZ blev grundlagt i 1945 og var indtil 1988 den eneste fagforening for lærere.
PSZ havde i 1990 - altså efter omvæltningerne - omkring en kvart million medlemmer. Deraf var cirka 100.000 lærere. PSZ har oplevet et kraftigt fald i medlemstallet. I dag har PSZ omkring 100.000 medlemmer, og deraf er cirka 55.000 lærere.
Pedagógusok Demokratikus Szakszervezete (PDSZ) blev stiftet i 1988 som en ny lærerforening. Det år var der kun 250 medlemmer, men allerede i 1990 havde PDSZ over 8.000 medlemmer. I sommeren 1991 var medlemstallet steget til cirka 14.000, og fagforeningen håbede på at kunne fordoble medlemstallet i nær fremtid. Sådan gik det ikke. PDSZ har i dag cirka 18.000 medlemmer, hvoraf de 15.000 er lærere.
PSZ og PDSZ samarbejder meget. Medlemmerne betaler omkring én procent af deres løn i kontingent til deres fagforening. Både PSZ og PDSZ organiserer skoleledere, men i PDSZ kan skoleledere kun være med i hovedorganisationen og ikke i den lokale gruppe.
'I Ungarn har skoleledere ansættende myndighed, så de har andre interesser og kan derfor ikke være med i den lokale gruppe', siger Gábor Kerpen fra PDSZ.
Han fortæller også, at fagforeningerne forhandler medlemmernes løn på nationalt niveau, men at der derudover foregår lokale forhandlinger, hvor fagforeningerne ikke deltager. Disse forhandlinger foregår mellem det lokale styre og skolen, og resultatet afhænger af, hvor mange penge kommunen har.
hela