Rozsa Bokór er en levende og engageret lærer, men hun kræver også noget af sine elever. De skal sidde pænt, høre efter og deltage aktivt i undervisningen. Hun yder, og det skal de også.

Hun mister ikke besindelsen, selv om uroen i klassen stiger voldsomt. Hendes stemme bliver tillempet mild. Hun tager sig sammen. Et uroligt barn får en rolig hånd på hovedet, mens hun taler til klassen. Et barn, der vipper på stolen, bliver klappet let på det ben, der vipper stolen.

Rozsa Bokór kan lide at være lærer. Det skal man kunne, for det er et job, det er svært - eller rettere umuligt - at leve af i Ungarn. Rozsa er gift med en mand, der tjener væsentligt bedre.

'Det bedste ved jobbet er, når en elev råber fra den anden side af gaden: 'Hej, tante Rozsa', eller når man møder en 18-årig tidligere elev, der siger tak, fordi man var med til at hjælpe ham godt i gang med en uddannelse'.

Den sovende gigant

De 16 elever i 3.a hopper på stolene af iver. Hænderne vifter, mange har et bud på Rozsas spørgsmål. De har fået titlen på en historie, 'Den sovende gigant', og skal prøve at forestille sig, hvad historien handler om.

'En dino', lyder det fra en dreng, der ikke kan vente længere. Flere har samme bud.

Rozsa Bokór beder én om at læse op, og undervejs finder eleverne ud af, at det handler om Jorden. På tavlen skriver Rozsa 'vulkan', 'lava' og 'földrengés' - sådan hedder jordskælv på ungarsk.

En hoppebold falder ned fra hylden under et bord. En pige får diskret fanget bolden og lagt den til ro.

På et tidspunkt bliver eleverne for ukoncentrerede, synes Rozsa. Hun beder dem rejse sig og guider dem igennem et lille gymnastikprogram. De strækker sig, ryster armene.

'Kan alle tie', spørger hun efter et stykke tid. Eleverne holder en hånd for munden. De, der kan tie stille, sætter sig ned. De markerer med fingrene en lynlås for munden. Tre drenge bliver stående lidt med hånden for munden, så sætter de sig også.

Klassen læser videre og taler om teksten.

Klokken ringer, men ingen tager tilsyneladende notits af det. Allermindst læreren. Hun fortsætter med at læse, giver lektier for og beder eleverne stille sig bag stolene. Der er pause i et kvarter, og nu er der ti minutter tilbage. De løber ud i den aflange skolegård.

Rozsas bogtårn

'Det er sjovest at have de små klasser. De kan intet, når de kommer på skolen, men efter et år kan de læse og regne'.

'Det værste er, når eleverne ikke er interesserede, eller når forældre siger, at man er en dårlig lærer, fordi deres barn får dårlige karakterer. Det er aldrig, fordi deres barn er dovent, det er altid lærerens skyld'.

'Jeg kan lide elever, der samarbejder. Hvis jeg giver noget, får jeg noget. De spørger mig, og de er interesseret i faget. Men så står man med en flok drenge i 7. klasse, der kan noget, men bare ikke gider. Jeg spørger dem, hvorfor det er sådan, men de ved det ikke. Nogle gange tænker jeg, at jeg hellere ville være bibliotekar, men næste dag står jeg op og går hen på skolen igen'.

På lærerværelset har hver lærer en stol og en bid bord. På Rozsas del tårner bøger, hæfter, bånd og andre materialer sig op. Andre har en bunke eller to, nogle har en blank bordplade, men Rozsas tårnhøje bunker truer hele tiden med at vælte, og hun er endda krøbet nogle centimeter ind på sine nabokollegers plads. Den ene er hendes svigerinde, som underviser i kunst på skolen. De to familier deler også et hus i landsbyen.

Rozsas materialer er mest på engelsk. Hun har mange engelsktimer. Ellers underviser hun i ungarsk, naturfag og matematik.

Hun blev uddannet som lærer i 1985. Læreruddannelsen tog tre år. Forinden har hun gået otte år i folkeskolen og fire år i gymnasiet. Hun flyttede med sin mand og børn fra Budapest til Nagykovácsi i 1991 og fik job på skolen. Her manglede engelsklærere, så hun gik i gang med tre års uddannelse mere til engelsklærer.

Valgfrit engelsk

'Good morning, good morning, how are you, how are you?' Børnene skråler med på sangen, der lyder fra båndoptageren. Alle elever i 3.a har engelsk, selv om det først er obligatorisk fra 4. klasse, men man kan vælge det i 3. klasse. På dette klassetrin vælger forældrene også ved skoleårets begyndelse, om de ønsker, at deres barn skal have en sjette lektion.

I dag skal de sætte artikler på navneord som 'umbrella' og 'pencil'. De skriver i deres hæfte, og bagefter læser nogle op. Rozsa Bokór spørger, hvor mange der havde alle ordene rigtige. Mange rækker fingrene op. Derefter læser de ordene i kor og oversætter.

En remse handler om tallene. Eleverne kan den udenad. Engelsktimernes bånd har faste indslag. De tager en runde, hvor en elev spørger en anden om, hvor gammel han er. De fleste er ni år, og et par stykker er otte. Rozsa er 38 år, og en modig dreng spørger også Folkeskolens udsendte. Han ser behørigt rystet ud. 44 år er meget, når man selv er ni.

Læreren skriver ord på tavlen. Hvert engelske ord mangler et bogstav eller to. Dét kan de bare.

I frikvarteret pakker alle noget spiseligt ud. Der er mange former for chips, en sølvpapirpakke med ti småkager og en pose med bittesmå kager.

'Det vigtigste er, at børnene lærer at lære', mener Rozsa Bokór.

'At de kan læse, samle informationer og bruge dem, plus at de kan disponere deres tid godt. At de finder ud af, at de kan lære alt om alt, hvis de søger information om emnet og arbejder hårdt. Så er det ikke så vigtigt, hvad vi lærer dem i skolen, når bare de ved, at de selv kan finde de oplysninger, de har behov for på den kortest mulige tid. For tid er altid en mangelvare'.

'Alle lærer at læse i 1. klasse. Vi underviser efter metoder fra en ungarsk læsepædagog, der døde sidste år. Metoden går ud på, at vi for eksempel skal undervise i bogstaverne 'b' og 'd' samtidig, fordi de ligner hinanden så meget. Tidligere skilte vi netop de to bogstaver fra hinanden, men vi skal i stedet stille dem op over for hinanden'.

'Det er vigtigt, at eleverne lærer at læse hurtigt, for i 3. og 4. klasse skal de kunne læse en del og helst hurtigt også'.

Der er meget perfektionist over Rozsa Bokór. Det medgiver hun gerne og forklarer smilende, at det nok er, fordi hun er født i stjernetegnet Jomfruen.

Hendes 3. klasse har for nylig vundet en konkurrence på skolen. Vinderplanchen om planter hænger på gangen.

Klasseværelset er også udsmykket med fotos fra en ekskursion, en frise med efterårsblade og små potteplanter rundt omkring. En dug dækker lærerbordet. Dugen er af samme stof som klassens gardiner. Rozsa fandt stoffet billigt på udsalg, hendes mor har syet gardinerne, og hendes mand har været henne på skolen for at reparere gardinstængerne og hænge gardinerne op.

De andre klasseværelser har også gardiner og duge, og overalt på skolen er der grønne planter. På gangarealerne er planterne store som træer.

Honey og honey

Rozsa stresser hen ad gangen til 6. klasse, som hun skal have i engelsk. Hun er lidt sent på den.

Frikvarteret er gået med at finde materialer, tjekke, at båndoptageren virker, og at båndet er det rigtige. Ind imellem skulle hun lige tale med en kollega. Rundt om hende på lærerværelset og ude på gangen går lærerne rundt, finder ting frem og taler sammen, mens de i den ene hånd har en halvspist mad eller en flaske vand.

Rozsa skriver lektiens nye ord op på tavlen. Ved fælles hjælp kan eleverne de fleste af ordene. Et af ordene er 'honey'.

'Hvad betyder det, hvis det er med stort begyndelsesbogstav', spørger hun.

Nogle elever griner lidt, og én forklarer.

De læser op, oversætter eller forklarer sætningens mening. Rozsa beder dem fortælle forskellen på 'look at' og 'look for'. Hun sætter sig på hug og ser eleven dybt i øjnene. Så forstår pigen.

I klassen sidder Rozsas datter. Egentlig ville hun helst ikke undervise sin egen datter, men sådan blev det altså i år. Hendes yngre søn går også på skolen, men hans klasse har hun ikke.

De øver negationssætninger. 'I går gik jeg ikke i skole, fordi det var søndag'.

En dreng i klassen er vant til at tale engelsk hjemme. Han får ofte lov til at svare, når de andre ikke kan. Når eleverne løser opgaver, sætter Rozsa sig nogle gange hen og snakker engelsk med ham i stedet.

'Hver måned diskuterer jeg min 3. klasse med den kollega, der har den anden 3. klasse. Alle elever får karakterer én gang om måneden, og vi taler om deres udvikling i de forskellige fag, deres hjemmearbejde og deres opførsel. Jeg begrunder også karakteren over for hver enkelt elev'.

En eftermiddag en gang imellem overværer hun den frivillige folkedanserundervisning. Hun noterer undervejs, mens børnene klapper, danser og svinger skørterne. Alle pigerne har fundet kjoler og nederdele frem til dansen. En dreng fra Rozsas klasse deltager i folkedansen. Det sker på opfordring fra skolen, fordi han havde motoriske problemer, men nu danser han meget flot, og det går også bedre i klassen med motorikken.

Efter dansen taler Rozsa med læreren. Hun fortæller, at hun synes, at de kan flere trin. Senere vil hun tale med skolelederen om, at der er lige lovlig mange elever i lokalet.

Det er ikke ualmindeligt, at en lærer overværer og kommenterer en kollegas undervisning. På et tidspunkt havde Rozsa næsten alle sine kolleger med til en engelsktime, fordi de ønskede at opleve det engelsksystem, hun underviser efter.

Dialog på engelsk

To drenge spiller butiksejer og kunde. De ser slet ikke på hinanden under spillet, de ser på Rozsa. Kunden skal købe et hæfte, et penalhus og to blyanter.

Der er kun seks drenge fra 7. klasse i engelsktimen. Rozsa har fået den gruppe, der ikke har så let ved engelsk. Resten af klassen er længere fremme og har engelsk med en anden lærer.

Hun klipper strimler af et stykke papir, mens hun taler. Drengene deles i to grupper, og hver får en bunke strimler. Der er en sætning på hver papirstrimmel, og grupperne skal nu samle en dialog mellem en kunde og en butiksejer.

En mobiltelefon ringer pludselig. En flov dreng skynder sig at slukke den.

Sent på eftermiddagen arbejder Rozsa og en kollega med at udforme en invitation til skolens forældre og andre i landsbyen. Den 23. oktober viser eleverne et teaterstykke om revolutionen i Ungarn i 1956. Den ene lærer skriver på lærerværelsets computer, den anden kommer med gode råd om ord og layout.

Rozsa og en kollega har arbejdet med teatergruppen mange eftermiddage. Det får de omkring 200 kroner ekstra for. Efter skat er der cirka 110 kroner tilbage.

'Vi gør det bestemt ikke for pengenes skyld, men for elevernes. De kan blive skuespillere for en tid. De lærer at tale og agere over for en forsamling. Det giver dem selvværd'.

Rozsa Bokór var på skolen i tolv timer dén dag. Hendes løn er på 86.000 forint, men hun får kun udbetalt 55.000 forint. Det svarer til lidt over 2.000 kroner. Det koster cirka 180 kroner at gå til lægen.

Tidligere var det almindeligt at have flere job. For at tjene nok. Men som lærer er det ikke længere muligt at have ekstrajob.

Teater om revolutionen

En pige træder frem og taler længe og overbevisende ud til forsamlingen. Da hun er færdig, kommer en dreng sjoskende ind fra sidelinien. Stykket stopper. Rozsa Bokór viser, hvordan han skal komme ind. 'Du er jo vred. Vis det dog!'

Han prøver igen. Sjosker og rabler nogle ord af sig med lav stemme. Lærerne efterlyser lidenskab, eleverne fniser.

Et par betjente kommer for at arrestere én i lokalet. De to lærere må vise, hvordan man slæber af sted med en arrestant imellem sig.

Det går langt bedre, da en pige skal kaste sig i armene på en fyr og omfavne ham. Hun kysser ham på kinden, falder lidt senere om, og han bærer hende ud.

Der er kun få dage til, at stykket skal opføres for hele landsbyen.

Skolens formningslokale er oppe under taget. God plads, og overalt er der masker, dukkehuse med møbler og plyshund, gudebilleder og hulemalerier. Eleverne har lavet det hele under kyndig vejledning af Gabriella Bödö.

Der er tradition for kreativ kunst på skolen. Man bruger mere end normalt på materialer, men Gabriella Bödö drømmer om en keramikovn og en drejeskive.

Undervisningen i kunst og håndværk er kombineret med historieundervisningen. Det betyder, at eleverne arbejder med hulemalerier og den tidlige tid i 5. klasse, og i 6. klasse laver alle elever en papkopi af Ungarns kongekrone. I 7. klasse lærer de om forskellige teknikker. For eksempel former alle en totempæl i ler med tre dyr oven på hinanden. Dyrene skal symbolisere dem selv. En har ladet en skildpadde bære en kat og en snegl.

Eleverne kommer omkring Egyptens pyramider, Inkariget, og de fremstiller ikoner. De lærer om gotikken, skriver runer og tegner krøllede bogstaver.-

Åbning mod øst

Efter murens fald voksede drømmen om et forpligtende samarbejde mellem de tidligere kommunistiske lande og EU. Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Slovenien søger nu om optagelse i EU. Det samme gør Cypern og Malta.

EU's seneste regeringskonference i Nice blev afsluttet i december sidste år. Nice-traktaten skulle bringe EU i stand til at optage kandidatlandene. Ved sommerens topmøde i Göteborg erklærede statscheferne, at det burde være muligt at afslutte forhandlingerne senest ved udgangen af 2002. Målet er, at de kandidatlande, der kan opfylde EU's krav, kan deltage som medlemmer i valgene til Europaparlamentet i 2004.

Folkeskolen har besøgt Slovakiet, Polen, Letland og Ungarn

for at beskrive lærerlivet i de postkommunistiske lande. Dette er

den tredje artikel.

Fakta om Ungarn

Indbyggertal: 10,2 millioner

Hovedstad: Budapest

Areal: 93.036 kvadratkilometer

Fødselsrate: 1,4 børn per kvinde

Sprog: ungarsk

Gennemsnitlig levealder: mænd 66,1 år, kvinder 75,2 år

Styreform: republik med præsident

Religion: flertallet er romerskkatolske

Medlem af Nato i 1999.