Selvgjort er velgjort, lyder et importeret bonmot, som vi danske hurtigt fik gjort til vort eget. Det passer nemlig som hånd i handske til dansk selvforståelse. Trods lav gennemsnitlig levealder, lange ventelister og pauvre læsefærdigheder stejler vi, hvis regnedrengene i OECD eller EU antyder, at vores velfærdsstat ikke er kulminationen af menneskelig civilisation.

At vore løsninger af og til er selvmodsigende, anfægter os ikke. Er de danske, er de dejlige. Holdningen kommer blandt andet til udtryk i de fleste nybyggede folkeskoler, som næsten uden undtagelse opdeles i afsnit for indskoling, mellemtrin og overbygning/udskoling - det, vi engang kaldte vandret deling. Nu er betegnelsen ved at være overflødig, fordi ingen længere tror på alternativet lodret deling (spordeling).

Det kan man kun glæde sig over. Forundringen melder sig først, når man sammenholder den accepterede bygningsopdeling med uddannelsen af de undervisere, som arbejder i de tre afdelinger.

Hinsides Øresund har svenskerne også opdelt deres skoler i låg-, mellan- og högstadiet og taget - synes de selv - konsekvensen deraf i lærernes uddannelse og arbejdstilrettelæggelse. Det samme har de fleste andre lande i den vestlige kulturkreds. Også der uddanner man sine lærere til at undervise i enten den ene, den anden eller den tredje skoleafdeling og bruger dem i den afdeling, de er uddannet til.

Logik for perlehøns, kunne man mene, når man ikke ved bedre. Men det gør vi. Ene af alle har vi fattet, at børn ikke har godt af for megen forandring, ja, at de nærmest kan tage skade af det. Derfor kan vi ikke lade dem gå lige fra børnehaven eller, værre endnu, fra hjemmet og ind i 1. klasse. De indskoles nænsomt henne på skolen af småbørnspædagoger i et års tid, før de kan klare at se deres klasselærer. Til gengæld kan den tilfældigt sammenbragte gruppe, der nu er blevet til basisenheden 'klassen', i princippet se frem til ni-ti temmelig forandringsfri skoleår i hinandens selskab. Forandringsfriheden sikres yderligere af, at eleverne efter arbejdstid kan blive på skolen og fortsætte samværet med klassekammeraterne i skolefritidsordningen.

Deres lærerteam er naturligvis formeret efter fålærerprincippet, så børnene værnes mod at møde for mange nye og ukendte undervisere. Forandring giver som bekendt utryghed. Så spiller det ikke den store rolle, om deres lærere behersker fagene suverænt - det er jo ikke kundskabsformidling, men tværfaglighed, projektorientering og socialisering, som er skolens hovedopgaver her i IT-alderen.

Klasselærerprincippet, fålærerprincippet, hjemklasseprincippet og 'den sammenholdte klasse' er hovedhjørnestenene i Den danske Skolemodel, uanset hvordan vi opdeler vore skolehuse - og kan man ikke se logikken, er man enten uduelig til sit embede, utilladeligt dum . . . eller udlænding. Så enkelt er det.

Niels Holst er lærer og indretningsarkitekt