Dagmar Hedegaard Simonsen

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 7. november 2001 mistede vi pludselig Dagmar for altid - kun 40 år. Dagmar Hedegaard Simonsen begyndte på Ørum Skole i august 1999. Hun blev lærer i 1997.

Vi kendte Dagmar som en dejlig pige. Hendes faglige dygtighed, hendes korrekte optræden og jyske lune gjorde hende til en afholdt kollega. På sin blide og rolige måde formåede hun at skabe tryghed omkring sig. Eleverne nød Dagmars arbejdsmiljø. De vidste, der skulle arbejdes, men de værdsatte også, at der blev taget hånd om dem. Timerne blev afviklet i en atmosfære af gensidig tillid, hvor der også var plads til en munter bemærkning.

Ved rygebordet på lærerværelset gik Dagmar aktivt ind i diskussionerne, og hun fortalte med stor glæde om ture med familien til Vestjylland og om herlige sommerferier i det store udland. Hun elskede også at fortælle om 'legehuset' derhjemme, hvor hendes drenge og deres kammerater legede.

Dagmar havde et godt skoleliv, men livet kan blive ubærligt.

'Det er ikke sundt at glemme dem, vi har mistet, vi skal tværtimod have dem med, for det er en del af deres gave til os, at de er i vores liv - også når de er døde' (Johannes Møllehave).

Kollegerne på Ørum Skole

Nørre Djurs Kommune