Gymnastik for elever og forældre

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hver tirsdag aften mødes børnehaveklasseleder Mitte Aabling med sine elever og deres forældre for at lege, danse og dyrke gymnastik på Brorsonskolen i Varde. At bruge sin krop er en god forøvelse til at lære at læse og skrive, mener Mitte Aabling. Samtidig får de en oplevelse sammen med deres forældre.

'Det er et krav, at de voksne er med. Det har også den fordel, at de hurtigt lærer de andre forældre at kende. Samtidig ser de, hvordan deres egne børn fungerer blandt klassekammeraterne, og de får ofte lavet aftaler om, at børnene skal lege sammen', siger Mitte Aabling.

Hun etablerede 'Gymnastik for forældre og børn i børnehaveklassen' i skoleåret 1988-1989 med støtte fra Folkeskolens Udviklingsråd. Så dengang var det gratis at deltage. I dag betaler en familie 300 kroner for en sæson, men så må både søskende og bedsteforældre også deltage.

Formelt set går børn og forældre til gymnastik i Varde Idrætsforening. Det er således frivilligt, om de vil være med. Men det vil de fleste. I år deltager 19 ud af klassens 21 familier i den ugentlige time. Sådan har det faktisk været i alle årene.

'Så længe over halvdelen af familierne tilmelder sig, bliver jeg ved at oprette holdet', siger Mitte Aabling, der selv er den ene af to instruktører. Hun får sit honorar fra idrætsforeningen og er således ikke på arbejde som børnehaveklasseleder tirsdag aften.

'Men selvfølgelig får jeg en snak med forældrene om, hvad der er sket i klassen', siger hun.