Enhver kommune med respekt for sig selv har naturligvis indført virksomhedsplaner eller udviklingsplaner for de enkelte skoler og institutioner. Argumenterne har i vid udstrækning handlet om, at de skulle tjene som dokumentation af det arbejde, der er foregået lokalt - en slags kvittering for, hvad den tildelte økonomiske ramme er brugt til - og som en angivelse af egen udviklingsretning og -behov. Samlet set skulle virksomhedsplanen være et grundlag for dialog mellem skoleniveau og det kommunale niveau. Så vidt så godt.

Jeg vil imidlertid godt argumentere for det kætterske synspunkt, at virksomhedsplaner ikke behøver betyde noget som helst andet, end at det tager en bunke af skolelederens tid. Jeg har en praktisk indvending og en principiel indvending.

Rent praktisk forholder det sig sådan, at ord på papir er taknemmelige. For det første siger de ikke noget om, hvordan virksomhedsplanen er blevet til, og dermed om kendskabet til den og betydningen af den blandt medarbejdere i organisationen. For det andet siger de ikke noget om, hvorvidt det rent faktisk foregår sådan i virkeligheden. Og for det tredje kan man 'skrive sig ud af alt', som en skoleleder udtrykte det i en undersøgelse, vi gennemførte. Skoleledere er sædvanligvis kvikke folk, der ikke har svært ved at skrive ind i en bestemt kontekst som for eksempel bestemte formkrav eller kommunalt fastsatte indholds- og indsatsområder og på den måde 'skære' virkeligheden, så det passer til det kommunalt ønskede.

Principielt mener jeg, at det er skuffende, når man i vores branche tænker så ensidigt og unuanceret omkring udvikling og læring, så snart talen falder på organisationer. En af pædagogikkens mest indiskutable landvindinger i de sidste 50-60 år er erkendelsen af, at børn er forskellige og har forskellige behov og derfor lærer forskelligt i forskellige tempi. Hele synet på det enkelte barn i 93-loven er præget af den erkendelse. Ser vi på organisationer, kan vi konstatere, at organisationers væsentligste bestanddel er mennesker (lig med forskellige børn, der er blevet voksne). Derfor er det jo ikke så underligt, at organisationer er forskellige, fordi de mennesker, der befolker dem, er forskellige, har forskellige behov og løser opgaven forskelligt. Denne vel relativt banale kendsgerning overses tilsyneladende, når organisationer skal udvikle sig. Så skal alle gøre det samme samtidigt. Organisationslitteraturen er fyldt med 'opskrifter' på, hvordan givne udfordringer og krav skal håndteres, bare man gør sådan og sådan, uagtet at organisationer og brancher kan være meget forskellige. Og det er i denne sammenhæng, at virksomhedsplanerne kommer ind. Hvorfor skal alle skoler gøre det samme og aflevere virksomhedsplaner? Alle ved jo godt, at skoler er forskellige og har forskellige behov. Hvad er det i grunden for et læringssyn, der lægges for dagen, når kommuner beder alle skoler om at gøre det samme samtidigt? At aflevere og arbejde med en virksomhedsplan kan være godt og relevant for en skole i en situation og fuldstændig spild af tid for en anden, fordi man er et andet sted, og et eventuelt behov for diskussion med omverdenen er et andet.

Generelt bør man huske på, at det at aflevere virksomhedsplaner i sig selv ikke gør noget, om end der internt på skolen kan være en positiv sidegevinst. Men det er den måde, hvorpå der følges op og reageres på det kommunale niveau, der betyder noget. Lige præcis på dette område er der meget spredte erfaringer; fra slet ingen reaktion over konsulentsammenskrivninger, som ingen læser, til direkte kontakt mellem det politiske niveau og den enkelte skole.

Der er således mange gode grunde til at tage arbejdet med virksomhedsplaner op til grundig revision og ikke mindst få gennemdrøftet, hvad formålet er. Desuden bør en sådan diskussion rumme en afklaring af, hvilket ansvar og hvilken kompetence det politiske niveau, forvaltningen og den enkelte skole har i denne sammenhæng. Og allervæsentligst må man på denne måde få taget hul på en diskussion om, hvordan der kan differentieres, så der er en meget højere grad af følsomhed over for den enkelte skoles behov, og ligeledes hvordan det kommunale niveau kan arbejde differentieret med opfølgningen.

Efter min opfattelse er det forbundet med alt for mange transaktionsomkostninger, at alle skal gøre det samme. Disse resurser bør kunne anvendes bedre, og det er vel en tanke værd i disse tider.