En time mere i idræt, ja tak. En time mere i dansk, ja tak. En time mere i matematik, ja tak. Jo, der er bestemt gode ting i det forlig, der nu skal danne baggrund for folkeskolens virke i de kommende år. Men der er én ting, som ingen kan løbe fra, og som er helt principiel, helt grundlæggende: Vi bevæger os fra en lokalt styret skole til en statsstyret skole. Til det siger Det Radikale Venstre: Nej tak.

Egentlig forstår jeg godt, at Danmarks Lærerforening er begejstret - forliget medfører nemlig, at fagforeningen får mere at skulle lave. De nye statslige krav, som lærerne skal sikre, at børnene opfylder, giver basis for ensartede løn- og arbejdsvilkår. Og det giver nye muligheder for at angribe decentral løn. Jeg havde dog et øjeblik med den nye formands første udmeldinger håbet, at Lærerforeningen havde tænkt på barnets og lærernes hverdag frem for dagligdagen i kontorerne på Vandkunsten! Men jeg glemte, at foreningen primært er en fagforening og ikke en skoleforening.

Jeg forstår derfor også bedre, hvorfor Skole og Samfund er begejstret - jeg havde bare et øjeblik glemt, at foreningen primært er en forbrugerforening og ikke en skoleforening. For det er klart en fordel at have centrale mål at stille krav ud fra. Krav om særlige hensyn til mit barn, krav om specialundervisning til mit barn, krav om, at målene skal nås for mit barn - ikke at undervisningen skal drøftes og det fælles i skolen fremmes sammen med hensynet til det enkelte barn.

Der er nogle, som mener, at Det Radikale Venstres nej tak er naivt. Vi synes selv, at vores nej er principielt. Med forliget har vi nemlig tabt kampen om skolen som et kulturelt virke for børns læring og udvikling. Vi har tabt ideen om, at børnene bruger fagene til at tilegne sig kundskaber, færdigheder, til at udvikle sig og dannes. Og vi har tabt forestillingen om, at det betyder noget, at skolen styres lokalt under et forpligtende formål og bindende slutmål. Vi har med andre ord tabt til forestillingen om en lineær vidensvirksomhed, hvor lønmodtagere opfylder forbrugernes krav og forventninger til børnenes forarbejdning.

Den tillid, den frihed og det ansvar, der lå i, at de centrale mål var vejledende, eroderes nu bort. Dermed er der ikke længere tillid til, at lærerne som professionelle tilrettelægger undervisningen på bedste måde for det enkelte barn og for gruppen af børn. Derfor er der ikke længere frihed til at tage omveje, biveje, genveje, små hop på stedet og træk i fugleflugtslinje i læringen - fordi det er i den utakt, man lærer. Og dermed tror forligspartierne og Lærerforeningen ikke længere på, at det nytter at knytte ansvaret for skolen til stedet og dets mennesker. Det er der, vi er på vej hen. Vi skal heller ikke glemme, at mens vi diskuterer forliget, skal arbejdsgruppen om 'øget fokus på skolernes output' i gang. Den er nedsat i regi af Indenrigsministeriet med KL ved bordet som aftalt i kommuneaftalen. Ikke i regi af Undervisningsministeriet. Tankegangen må være, at forbrugerne skal have en ordentlig varedeklaration, så 'output' kan sammenlignes. Nu har ministeren leveret sin del. Nemlig mål, der er centralistiske, bindende og derfor kan måles. Arbejdsgruppen skal levere målemetoden. Så mangler vi blot at få at vide, hvad der skal ske med dem, der ikke opnår målene? Kan man komme tættere på formynderi og centralisme?

Derfor siger vi nej tak og forbereder os på den nye kulturkamp for tillid, frihed og ansvar

Margrethe Vestager er medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre