Som barn havde Kim Ladefoged en drøm om at blive jagerpilot. Den måtte han droppe, fordi han har allergi. Men efter gymnasiet meldte han sig frivilligt, selv om han havde trukket frinummer.

'Jeg valgte militæret som et pusterum efter gymnasiet. Andre rejser, men jeg har altid haft en drøm om militæret'.

Drømmen gik delvis i opfyldelse. Mens han var værnepligtig i hæren, blev han tilbudt at blive sergent og senere oversergent, hvor han fik en lederuddannelse og lærte at undervise. Et par gange har han søgt ind på officersskolen uden at blive optaget. Fordi hans skolekundskaber ikke var gode nok.

Men drømmen ændrede sig undervejs. I 1994 fik han at vide, at hans deling skulle udstationeres året efter. Og der var udsigt til endnu en udstationering senere.

'Det havde hverken jeg eller min familie det godt med. Men jeg er uddannet sammen med nogle folk, og vi skulle ud sammen, så jeg tog af sted. Jeg følte et ansvar. Når man har trænet meget sammen, behøver man ikke forklare så meget, man forstår hinanden, og det betyder noget i situationen'.

Hans ekskadron tog af sted i oktober 1995 og skulle være i Tuzla i Bosnien indtil april 1996. Men Kim Ladefoged kom tidligere hjem. Den 23. januar 1996 kørte gruppen i deres kampvogn på nogle miner, da de var på patrulje.

'Jeg blev skadet. Jeg fik fragmenter i den ene arm og i hovedet, og mens jeg sad dér og ventede på en amerikansk helikopter, besluttede jeg, at nu skulle jeg hjem. Ulykken måtte være et tegn om at stoppe'.

Efter ophold på et norsk felthospital rejste han hjem. Ansøgningsskemaet om optagelse på lærerseminariet lå klar derhjemme, for allerede inden ulykken havde han besluttet, at når han kom hjem, ville han begynde at læse til lærer. Han kom bare tidligere hjem.