Mordet på ordet

Det er den dramatiske titel på en efterårskronik i Aalborg Stiftstidende, skrevet af K.E. Jensen, tidligere direktør. Han har på et diskotek konstateret, at det er umuligt for de tilstedeværende at føre en samtale; man er nødt til at skrige og betjene sig af kropssprog. Enhver lærer kan, uden nødvendigvis at følge eleverne på diskotek, bekræfte, at mange former for samvær mellem unge ledsages af meget høj musik.

At have et akustisk akkompagnement til sit liv er imidlertid ikke noget, de unge har lært af fremmede. De fleste har det med hjemmefra. Radioen går i hjemmene, når morgenmaden indtages, medmindre den er erstattet af tv, de elektroniske mediers morgengave til det danske folk. Lyden følger med under biltransporten, på værkstedet, mens man venter på andre i telefonkøen, på vej hjem i bilen, i taxaen, i flyet før det letter og så videre. Og det store medieforbrug ligger så mellem klokken 17 og 23.

Der kan sagtens føres samtaler samtidig - men hvilke? Hvordan nå videre end til udveksling af informationer og signaler? Hvordan nå frem til udveksling af de historier, som ifølge Henrik Dahls nye bog 'Den kronologiske uskyld' holder sammen på vores tilværelse og former vores selvforståelse sammen med de begivenheder, vi har oplevet, og de mennesker, vi har mødt?

Henrik Dahl kalder sin egen generation (den fra 1960) for 'børnehavegenerationen'. Den er vokset op med kampen om ordet og opmærksomheden, den kan glæde sig over aldrig at være blevet åbenlyst undertrykt, men har savnet et negativt eksempel at reagere på. Dahl er en af vinderne, der greb ordet og gjorde det til sit. Men skolen skal tage sig af dem alle sammen. Ellers medvirker den til mordet på ordet.

Professor Higgins