Jeg er, måske, kommende lærer. Jeg skriver 'måske kommende', fordi jeg her i min efterårsferie fik lidt af et chok en aften, jeg så TV-Avis. Indtil denne aften havde jeg kun lidt løseligt fulgt med i de udtalelser, vores undervisningsminister var kommet med, stærk i den tro, at hun naturligvis ville lytte til lærerne (det tror jeg stadig på).

Her stod pludselig adskillige politikere fra et bredt udsnit af Folketingets partier og var enige om, at der skulle flere elever i klasserne, og at lærernes forberedelsestid skulle skæres ned. Det kan selvfølgelig sagtens lade sig gøre, men undervisningen bliver derefter. Problemet ligger i, at jeg før og siden har hørt politikere sige, at den danske lærerstand underviser på rutinen, at de ikke fornyr sig, og at de ikke er gode til at undervisningsdifferentiere. Der er noget, som ikke hænger sammen her. På den ene side skal vi som lærere følge med i tiden og udviklingen, forny vores undervisning fra tid til anden og formå at differentiere vores undervisning, så den passer til hver enkelt elev. Det står i loven og er en tanke, de færreste er uenige i. Men samtidig forventes det, at vi skal gøre det med flere børn i klassen og på den halve tid?

Jeg ved godt, at mange stadig tror, at lærerjobbet er et 'kald', at man vælger at blive lærer af ideologiske årsager. Det er et levn fra gammel tid. Fra dengang ugifte kvinder af finere familier kunne blive lærerinder eller en byrde for deres familie. I vore dage er det en fireårig uddannelse med et utal af opgaver og eksamener. Det er et job, et arbejde som alle andre arbejder.

Forestil jer en dansklærer, som har tre klasser i dansk. Der er 24 elever i hver klasse, det er ikke usædvanligt i dag. Eleverne i hver klasse afleverer en skriftlig opgave hver måned. Det giver 72 skriftlige opgaver, som hver måned skal rettes og kommenteres. Dertil kommer forberedelse til undervisningen i timerne, vurdering og tilrettelæggelse af differentiering, så alle elever får udfordringer, som passer til deres niveau, gennem læsning og vurdering af undervisningsmateriale, så man kan pille de brugbare ting fra og så videre.

Lærerjobbet er ikke længere en soloforestilling, man har et nært samarbejde med andre lærere i lærerteam med tværfagligt samarbejde, som også kræver en del forberedelse. Lærere er også mennesker med familie, venner og hobbyer som alle andre.

Jeg kan naturligvis kun tale for mig selv, lærergerningen bliver mit arbejde. Ikke min identitet, ikke min livsstil, men mit arbejde. Jeg elsker at undervise, og jeg synes, det er vigtigt at kunne tilbyde eleverne en kvalificeret undervisning. - En kvalificeret undervisning kræver en del forberedelse. Jeg er nok lidt idealistisk (- lidt er man vel altid . . .), men jeg er ikke dum, og jeg vil ikke udføre min profession ulønnet. Jeg vil ikke gå på kompromis med min integritet, og det kommer jeg til, hvis der kommer flere elever i klasserne, og forberedelsestiden halveres. Hvis jeg ikke kan få lov at gøre mit arbejde ordentligt, vil jeg hellere lade være med at arbejde som lærer.

Louise Haune Panduro

Holbæk Seminarium

(tredje årgang)

Forkortet af redaktionen