DLF er fyldt med rygmarvsreflekser, der baserer sig på en opfattelse af samfundet, som er dybt forældet. Forståelsen af, hvordan vi som fagforening får politisk indflydelse, skal ændres, hvis DLF skal opnå den fornødne gennemslagskraft.

Så kontant ridsede formand for DLF's faglige udvalg, Stig Andersen, det op for de kredsformænd, der havde forsamlet sig på Gammel Avernæs i forrige uge for at diskutere 'Fagforeningens rolle og muligheder'.

Samtlige oplæg - af forvaltningsdirektør Lisbeth Binderup, Gunno Boström, Lärerförbundet i Sverige, DLF-formand Anni Herfort, DLF-organisationsudvalgsformand Karsten Holst og formand for Københavns Lærerforening Jan Trojaborg - kredsede om, hvordan DLF kommer i boldbesiddelse og sætter dagsordenen.

Stig Andersen opsummerede mod konferencens slutning oplæggene og diskussionerne.

- Danmarks Lærerforening har gennem hele det her århundrede haft betydelig politisk indflydelse via en central placering i forhandlingssystemet og solide kontakter i de politiske partier og ministerierne, sagde han.

- Og DLF har også altid været stærkt repræsenteret i de forskellige kommissioner, nævn og råd, der har været nedsat på folkeskoleområdet.

- Sådan er det for så vidt stadig. Problemet er bare, at verden har forandret sig. De gamle måder at øve indflydelse på er ikke længere tilstrækkelige, påpegede Stig Andersen. Antallet af igangværende kommissioner er for eksempel faldet drastisk de sidste ti år. Nu bruger stat og kommune mere hurtigtarbejdende arbejdsgrupper, bemandet af embedsmænd, samt debatoplæg og statistik, der skal sætte dagsordenen før, under og efter de formelle forhandlinger.

Stig Andersen nævnte lønreformen fra 1969 som eksempel. Dengang blev de offentlige grupper indplaceret lønmæssigt på en ny måde, og lærerne fik en pæn indplacering i forhold til andre offentligt ansatte.

- Det var vel et resultat af, at Danmarks Lærerforening havde været repræsenteret i den kommission, der i fem-seks år sad og strikkede det nye lønsystem sammen.

- Her i 1997 kom der jo også en lønreform, nemlig de nye lønformer. Hvordan blev de til? Var der også et langt kommissionsarbejde dér? Næ, det, vi så, var, at Kommunernes Landsforening (KL) hen over året op til overenskomstforhandlingerne spyttede det ene debatoplæg ud efter det andet.

- De fleste organisationer sagde, det dér kommer de ikke igennem med. Men der kom nye lønformer. Godt nok i en anden udformning end i KL's oplæg. Men i løbet af en måned blev en aftale konstrueret mellem KL og Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte.

- Det er altså et fundamentalt andet forhandlingsforløb, vi ser, og et meget godt eksempel på de nye måder, beslutningsprocesserne foregår på nu.

De nye beslutningsprocesser udspringer blandt andet af de ændringer, der i disse år sker i velfærdssamfundets udvikling. Op gennem 60'erne og 70'erne udvidede man hele tiden de økonomiske rammer med henblik på bedre offentlig service, men i dag er der en bred samfundsmæssig fornemmelse af, at de økonomiske midler ikke er ubegrænsede.

Kommunernes Landsforening prøver således i øjeblikket at klæde deres kommunale politikere, på til spørgsmålet: Hvad får vi for pengene?

- Debatten tager udgangspunkt i de indsnævrede økonomiske rammer. Det fører over i nye måder at styre på, nemlig mål- og rammestyring, som vi har set træde tydeligere og tydeligere frem i den decentraliseringsproces, der har kendetegnet vores samfund i de senere år.

Fagforeningens fire roller

Arbejdsmarkedsforsker Dorthe Pedersen beskrev det nye magtlandskab som polycentrisk. Magten forskyder sig opad og nedad som et timeglas. EU i den ene ende, den enkelte arbejdsplads i den anden. Kredsene, hovedstyrelsen, KL og ministeriet i midten.

I denne kulisse har fagforeningen fire afgørende roller at udføre efter Dorthe Pedersens mening. Fagforeningen skal være initiativtageren, som hacker sig ind på dagsordenen, erobrer bolden og spiller offensivt, men vel at mærke med udmeldinger, som vinder genklang i medierne og den offentlige debat.

Den moderne fagforening skal desuden være terapeuten, der skaber opmærksomhed og overbeviser den brede befolkning. Som for eksempel med DLF's timetalsundersøgelse.

Fagforeningen skal endvidere være iagttageren, der holder skarpt øje med udspil fra KL, BUPL, Forbundet for Pædagoger og Klubfolk, Folketinget og andre om enhedsskolen, uddannelsesmonopol og så videre (såkaldte early warnings).

Endelig skal fagforeningen være en analytiker, der dechifrerer og systematiserer de store mængder data, der kommer fra OECD, Finansministeriet, Ugebrevet Mandag Morgen og andre.

- Den formelle placering i systemet er ikke nok. I dag handler det om strategisk ledelse og fokusering på indhold og værdier i vores arbejde. Det giver problemer, men også udfordringer og muligheder, sagde Stig Andersen på konferencen.

Fagforeningen skal være initiativtageren, som hacker sig ind på dagsordenen, erobrer bolden og spiller offensivt