Er det rigtigt, at lærerne er ved at blive trængt bagud i debatten om folkeskolen? Er det rigtigt, at jurister og økonomer med DJØF'iseringen (Danmarks Jurist- og Økomonforbund) af dansk politik og samfundsdebat har erobret diskussionen om skolens fremtid og lader hånt om solide, velforankrede demokratiske og kulturelle værdier i samfundets måske mest sammenhængsskabende og vigtigste videninstitution - folkeskolen.

Spørgsmålene rejses i disse dage af lærernes venner og allierede i den offentlige debat. De er indlysende relevante. Derimod er svaret nok ikke så simpelt, som lærernes venner vil gøre det til, når de konkluderer, at lærerne må styrkes lønmæssigt og indflydelsesmæssigt. Det er naturligvis rigtigt, at man kan identificere nogle problematiske træk i debatten som antydet i de indledende spørgsmål.

'Demokratiets slette tilstand' var en overskrift over en samfundsanalyse, der for nogle år siden pegede på, at det danske politiske system af professionalisering var i en grad, som blev problematisk i forhold til vores forestilling om demokrati.

Meget af de sidste tyve års politikudvikling er foregået i centraladministrationen og i et netværk af højt specialiserede akademikere og i organisationerne og i partiernes sekretariater. Her er også skabt strategiske sigtelinier for vidtgående omorganisering af samfundet for at møde udfordringen fra internationaliseringen og teknologiudvikling. Det handler blandt andet om at indføre markedslignende styringsprincipper i den offentlige sektor, om kvalitetsstyring og kompetenceudvikling. Nogle vil opfatte dette som modeord og se processen som en primitiv deregulering og begyndende afvikling af det danske velfærdssamfunds kvaliteter.

I forhold til folkeskolen har den voldsomme fokusering på uddannelse i samfundsdebatten skabt et enormt pres. Der eksisterer i nogle befolkningsgrupper en utryghed og usikkerhed ved, om den traditionelle skoleform kan løse fremtidens udfordring. Om folkeskolen og dens lærerkræfter formår at tilpasse sig informationsteknologiens dramatiske forandring med videnskanalerne. Om det gennemorganiserede danske samfund har skabt stivhed og falsk tryghed, der spærrer for udvikling og fleksibilitet.

Hvis vi i Danmark ender med at få den stærke organisering af samfundet som udviklingens modstander, er vi ilde stedt. De seneste års udvikling har givet håb om noget andet. I en stærkt internationaliseret økonomi har Danmark klaret sig blandt de allerbedste, samtidig med at vi kan prale af et samfund, hvor lighed og tryghed er større end i de fleste andre.

Det gennemorganiserede samfund har et potentiale, som udviklingen råber efter. Overalt i de økonomiske hovedkvarterer erkender man, at netværk og tillid, social ansvarlighed og etik vejer tungere end nogensinde i videnssamfundets moderne organisationer og ledelsesformer. Derfor burde vi kunne følge de sidste års succes op og modernisere vores vigtigste organisationer og institutioner. Derfor skal både lærerne og skolen se kritisk på deres eksisterende organisationsformer.

De, som tager initiativet til forandringen, risikerer at blive kritiseret i stykker af de konservative, der frygter at tabe på forandringer. Ledernes sande venner er ikke dem, som nøjes med at ønske de unge styrke til at være, hvad de er. Men naturligvis er der grund til at håbe, at lærerne er stærke nok til at ville forandringen.

Erik Meier Carlsen er journalist på Ugebrevet Mandag Morgen