Forhenværende skoleinspektør ved Lem Stationsskole, Johannes Villumsen, døde 29. oktober, 77 år.

Villumsen var født i Gaarslev, hvor hans far var lærer. Efter præliminæreksamen og et par togter med ØK kom Villumsen på seminarium i Jelling, hvorfra han dimitterede i 1943.

Villumsen begyndte sin lærerkarriere i Virum Skole. Men i 1952 flyttede han til Vestjylland og blev førstelærer i Lem, og her fik han sit egentlige virke.

Villumsen blev skoleleder i en landsbyskole under den vestjyske skoleordning, og det blev hans opgave at gennemføre den kommende skoleudvikling frem til en moderne og fuldt udbygget skole. Med skoleloven af 1958 var grundlaget til stede for den endelige udbygning af landsbyskolen, og i 1961 fik skolen i Lem sin overbygning.

Villumsen engagerede sig dybt i arbejdet. Gennem dette første tiår voksede elevtallet konstant. Hvert år måtte der ansættes yderligere nye lærere, og ustandselig måtte skolens fysiske rammer udvides. Villumsen nød disse udfordringer, og han havde en lykkelig evne til at få tingene til at glide i ro og mag og med den nødvendige fordybelse i arbejdet. For både elever og lærere var det en inspirerende tid.

De følgende år var præget af konsolidering og opfølgning i skolen. Men da tiden på mange måder var turbulent, påvirkede det i høj grad skolens vilkår. Villumsen var smerteligt berørt af den begyndende mistænkeliggørelse af folkeskole og lærere i al almindelighed, som fulgte i sporene efter indoktrineringsdebatten i 70'erne. Han måtte ganske vist betragte dette som en ny udfordring, men havde nok en følelse af, at vilkårene herefter ikke ville blive lettere for folkeskolen.

Men udfordringer og turbulens til trods tør jeg påstå, at Villumsen var lykkelig i sit arbejde. Han var en gudbenådet underviser, som troede på sine elever, og som altid kunne fåøje på de muligheder, hvert enkelt barn rummede. Han var en meget frisindet skoleleder. Hans medarbejdere vidste, at de havde fuld frihed til at være sig selv i arbejdet, men de vidste også, at Villumsen altid var rede med støtte og hjælp, hvor der var behov eller ønske om det. Det gav tryghed, en tryghed, som alle har nydt godt af gennem årene.

Villumsen sluttede sit arbejde, da han blev 60. Sit otium nød han sammen med sin kone Karen Marie på deres lille landsted på Dejbjerg Hede. Her samlede de børn og børnebørn om sig. Her var gamle venner og kolleger altid velkomne, og ellers fulgte de årets gang, nød deres have og den omgivende natur, tog på kursus, besøgte udstillinger, hørte foredrag, læste meget. Havde et rigtigt godt otium.

Villumsens interesse for, hvad der rørte sig i tiden og verden, forblev den samme. Hans sidste år blev præget af en del sygdom, og hans kræfter tog af. Men hans åndskraft var lige usvækket, og et samvær med ham var til det sidste lige berigende.

Gamle elever, kolleger og venner vil mindes Villumsen med taknemlighed.

Jens K. Olesen