Frederiksdals dobbelte jubilæum

I år er det 25 år siden, Danmarks Lærerforening købte Hotel Frederiksdal. Det er 35 år siden, hotellet blev bygget

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hotel Frederiksdal fejrer i år både 25- og 35-års-jubilæum. Det er 35 år siden, at Hotel Hvide Hus blev opført ved Furesø, og 25 år siden, at Danmarks Lærerfor­ening købte og renoverede det, og året efter genåbnede det som Hotel Frederiks­dal.

Men avisen »Det grønne område« kan berette om, at tankerne om et sted ved Furesøen med god mad og drikke allerede blev skabt i midten af 1600-tallet. I 1658 vandt Kong Frederik III krigen mod Sverige, og han besluttede at opføre et slot på netop dette sted.

Kongen døde i 1670, og slottet blev aldrig bygget.

Men Frederiksdal Kro kom til. Holberg nævner stedet i komedien »Mascarade« i 1734. Dengang var Frederiksdal Kro et sted, københavnerne tog til for at fordrive tiden.

Nogle gange gjorde adskillige genstande, at det godt kunne gå hårdt for sig på kroen. Men fra slutningen af 1700-tallet var det Dyrehavsbakken, der lagde jord til de våde udskejelser. Derefter var Frederiksdal mest kendt som et udflugtsmål for familien om søndagen.

Den nyeste udgave af Frederiksdal Kro blev bygget i 1881. Den nedbrændte i 1964, men rejsestalden over for hotellet står der endnu. Hotellet bruger i dag stalden til opbevaring.

I 1968 opførte tømrermester Aage Jensen Hotel Hvide Hus lige ved Furesøen. Ti år efter købte Danmarks Lærerforening hotellet. Birgitte Wæde blev direktør i 1989, og siden har hotellet satset på at kombinere konferencecenter og hotel. Lige nu er Hotel Frederiksdal under en stor renovering, der forventes færdig til jul.

mbtrier@dlf.org