Eleverne motiverer lærerne
Samværet med eleverne er det, som giver lærerne allermest arbejdsglæde. Det viser en ny undersøgelse fra KL
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvad driver egentlig læreren? Svaret er enkelt: Det gør eleverne. Eller mere præcist: Det er selve det daglige samvær med eleverne, der driver værket.
Det viser en ny undersøgelse, som Gallup har gennemført for KL. Gallup har således stillet 789 folkeskolelærere 19 spørgsmål om, hvad der giver dem mest arbejdsglæde, og samvær med eleverne er den absolutte topscorer.
54 procent svarer således i meget høj grad på dette spørgsmål og 41 procent i høj grad. Kun fem procent siger i nogen grad, og nul procent svarer i ringe grad og slet ikke.
Lønnen er helt i bund
Der er således meget langt fra dagens folkeskolelærere til det billede, Hans Scherfig tegnede af lektor Blomme som en lærer, der ikke kunne udstå eleverne, skriver KL i en kommentar til undersøgelsen.
Det er dog ikke kun selve samværet med eleverne, der giver lærerne arbejdsglæde, det er også, om de lærer noget. Elevernes faglige progression kommer således ind på en klar andenplads med procenttallene 37, 50, 11, 1 og 0.
Samvær med kollegerne og samarbejde med kollegerne kommer ind på tredje- og fjerdepladsen.
Helt i bund ligger lønnen. Kun tre procent af lærerne kan svare ja til, at lønnen i meget høj grad giver arbejdsglæde. Syv procent siger i høj grad, 33 procent i nogen grad, 39 procent i ringe grad og 17 procent slet ikke.
Lærerne vil anerkendes af eleverne
Det er eleverne, det drejer sig om, også når det gælder anerkendelse, som Gallup også har spurgt ind til. 97 procent af lærerne svarer således, at elevernes respons er meget vigtig eller vigtig. 84 procent svarer, at skolelederens anerkendende respons også er vigtig eller meget vigtig for dem.
»Det er vigtigst for mig, at det er eleverne, der giver respons, for det er trods alt dem, jeg bruger det meste af tiden sammen med. Og det er kun dem, der kan fortælle mig, om de lærer noget i mine timer eller ej«, uddyber en af de adspurgte lærere.
58 procent af lærerne føler sig i meget høj grad eller i høj grad personligt værdsat. Kun 21 procent synes, at samfundet generelt værdsætter lærergerningen i tilstrækkelig grad.