Skal lærerne udvikle eleverne personligt, så de kan få et ordentligt liv? Eller skal lærerne give eleverne faglige kundskaber, så de kan få et arbejde?

Med andre ord: Skal det faglige stof eller eleven være i centrum?

En ny bog, »Kompetencemiljø eller uddannelsesfabrik? Folkeskolen 1950-2006«, tilbyder en løsning på denne aktuelle konflikt i dansk skolepolitik.

Bogen prøver at overvinde konflikten ved at opstille et nyt formål for skolen, nemlig at skolen skal »danne myndige borgere«.

Til forskel fra 1993-loven, hvor formålet er »elevens alsidige personlige udvikling«. Og til forskel fra 2006-loven, hvor det hedder, at skolen skal »forberede eleverne til videre uddannelse«.

Dannelsen af den myndige borger skal ske gennem fagene - altså i det daglige arbejde i skolen med det faglige stof. Selve treklangen stof-lærer-elever bliver dermed det nye centrum i skolen.

»Det er en måde at forstå skolens opdrag på, som unddrager sig både det gamle og det nye regimes skoleforståelse, og som kan forbinde de to«, siger bogens forfatter Stefan Hermann.

»Det er en forestilling om, at viden og dannelse hænger sammen. Det, jeg prøver at slå til lyd for, er, at fagligheden - når den er bedst - er det mest sunde medie for dannelse af eleverne«, tilføjer han.

Meningen var »det lykkelige menneske«

Den Blå Betænkning fra 1960, 1975-skoleloven og 1993-skoleloven gjorde op med den sorte skole ved at sætte eleven og dennes personlige udvikling i centrum. Meningen var, at skolen skulle danne »det lykkelige menneske«.

Men det perspektiv holder ikke længere, mener Stefan Hermann. Heller ikke som professionsstrategi for lærerne.

»For hvem har retten til den dannelsesopgave at sørge for den personlige udvikling? Det har alle aktører jo ret til. Skolen må grænse sig af. Lykkelige mennesker som mål kan aldrig blive en del af en professionsstrategi for lærere. Lykkelige mennesker er en terapeutisk opgave«, siger han.

»Skolen må være båret af en helt anden tyngde end at skabe lykke, nemlig at eleverne lærer noget, der har sigte på at danne dem. Problemet er bare, at det er en formulering, der får hårene til at rejse sig på mange - for så er der jo tale om terperi«.

»Men hvis man holder sig den substans for øje, at eleverne skal lære noget, så har man faktisk mediet til et dannelsesideal, som jeg så vil affatte anderledes, end man har gjort i skolen tidligere, hvor det var alsidig personlig udvikling, nemlig at skolen skal skabe myndige borgere«.

En myndig borger er for Stefan Hermann en ansvarlig statsborger, der ikke kun tænker på sin egen lykke, men også kan placere sig i en bredere sammenhæng.

»Det er en borger, som kan forstå sig selv, som kan forbinde sig til andre, og som kan agere i verden. En borger, der ikke kun forfølger egne interesser, men også forbinder sig til fælles interesser«, forklarer han.

»Det er et menneske, der kan skride ud af sig selv og tænke på det almene, og som har dømmekraft og kan skille skidt og kanel, et dårligt argument fra et godt argument, dårlig litteratur fra god litteratur«.

»Og det er noget helt andet end at fremme en psykologisk tilstand, hvor børn skal være glade og forlade skolen med forestillingen om, at: jeg dur også. Sådan skulle det gerne være, men det skal være på grundlag af, at de har lært noget. Det er derigennem, de bliver dannet«.

Dannelse kontra sociale kompetencer

Dannelse er for Stefan Hermann noget andet end de såkaldte sociale kompetencer, som har været på dagsordenen de sidste 10-15 år.

»Mit dannelsesbegreb har sin forankring i en forestilling om, at vi skal være borgere i et demokrati. Forestillingen om sociale kompetencer - som den har været udviklet i pædagogikken og ikke mindst i managementkulturen - handler bare om at kunne begå sig; det er en moralløs forestilling«.

»Selv om lærerne har udviklet nogle værdier bag begrebet, så er det i bund og grund så elastisk, at social kompetence kan være at være en nikkedukke i forhold til sine overordnede, lige så vel som det kan være at være moralfast og solidarisk. Det kan være alt. Det er konteksten, der afgør, hvad det er«.

»Det er et begreb, som efter min mening har redet skolen som en mare siden 90'erne. I dag har det så fået en faglig understregning. Nu skal eleverne være fagligt kompetente, hedder det«.

»Mit dannelsesbegreb er et spørgsmål om at kunne deltage aktivt i et demokratisk samfund - at folk gør op med uret; at folk gør deres indflydelse gældende og argumenterer for en sag og lytter til andres argumenter. Det er noget helt andet end at være dannet via et selvværd«.

Den sorte skole scorede fagligheden

Når synspunktet om, at dannelse skal være funderet i viden og ikke i selvværd, kan forekomme kontroversielt, skyldes det ifølge Stefan Hermann, at den sorte skole har monopoliseret begrebet faglighed i Danmark.

»I dansk skolehistorie kan man se en klar tendens til, at den sorte skole så at sige er det spøgelse, vi aldrig kommer af med. Den sorte skole tog nemlig fagligheden som gidsel - og det har man gjort op med siden 1950'erne og frem til ... ja, mere eller mindre til i dag«.

Dermed har den sorte skole på sæt og vis også taget en dannelse, der har viden som medie, som gidsel, beklager Stefan Hermann.

Eller sagt på en anden måde: Den sorte skoles monopolisering af fagligheden står i vejen for udviklingen af et skolesyn, der har den oplyste borger som mål og videnstilegnelse som middel.

»Og det er synd, for hvis der er noget, der giver børn selvtillid, og som danner dem, så er det at knække læsekoden for eksempel. Bang! Så åbner verden sig. Alene derfor er det rigtigt at privilegere viden og faglighed som vejen til dannelse«, fastslår Stefan Hermann.

Men det er også livsnødvendigt for samfundet, at skolen producerer myndige, oplyste borgere, der er indstillet på at vedligeholde og udvikle demokratiet.

»Man kan ikke forestille sig et demokrati uden at tænke skolens opdragende rolle med. Myndiggørelsen af eleverne til statsborgere er afgørende for, at vi kan agere med hinanden på en civiliseret måde og skabe noget sammen i et demokratisk samfund med politisk lighed«, siger Stefan Hermann.

Cand.scient.pol. Stefan Hermann, født 1971, udgiver i løbet af efteråret bogen »Kompetencemiljø eller uddannelsesfabrik? Folkeskolen 1950-2006« på forlaget Unge Pædagoger. Bogen ligger i forlængelse af hans universitetsspeciale.

Stefan Hermann er vicedirektør for kunstmuseet Arken. Tidligere var han chefkonsulent i Undervisningsministeriet, hvor han blandt andet var projektleder for Det Nationale Kompetenceregnskab og med i sekretariatsgruppen omkring Globaliseringsrådet. Før det var han fuldmægtig i Kulturministeriet. Stefan Hermann har desuden været ekstern lektor ved Statskundskab, Aarhus Universitet, og Sociologi, Københavns Universitet.

1950'erne og 1960'erne: Det lykkelige barn

I 1950'erne og 1960'erne slår reformpædagogikkens tanker igennem i folkeskolens praksis og i lovstof som for eksempel Den Blå Betænkning. Den fremvoksende velfærdsstat vil sikre børnene en fremtid som lykkelige mennesker. Formålet er at frigøre børnene, så de som frie mennesker kan være en produktiv kraft for nationen i en tid med vækst og fremskridt. Politikerne opfatter skolen som en god investering. »Det vil styrke landets produktive kraft«, som den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen sagde.

1970'erne og 1980'erne: Den demokratiske elev

I 1970'erne bliver velfærdsstaten forstået som en solidarisk socialstat, og skolen skal nu skabe solidariske og demokratiske borgere. Undervisningen bliver en demokratisk praksis. Et udtryk for denne vending er indførelsen af klassens time, der bliver obligatorisk i 1975. Klassens time formulerer et deltagerdemokrati, der giver eleverne en oplevelse af fællesskab og indflydelse.

1990'erne: Eleven som individ

I 1990'erne er den demokratiske og solidariske elev ikke længere i højsædet. Skolen skal nu udvikle den enkelte elev personligt og alsidigt. Politikere og myndigheder forstår velfærdsstaten som en servicestat, og skolen skal servicere brugerne, som er eleverne og forældrene.

00'erne: Den præsterende elev

00'ernes konkurrencestat vil opruste nationen i kampen om markedsandele på det globale marked, og skolen skal derfor styrke eleven fagligt. Ved at privilegere dannelsesfagene dansk, historie og kristendomskundskab forsøger staten også at styrke nationalfølelsen. Staten har indført bindende standarder og overvåger skolerne via nationale sammenlignelige test.

Kilde: Stefan Hermann: »Kompetencemiljø eller uddannelsesfabrik? Folkeskolen 1950-2006«