I sidste uge fik den danske læreruddannelse sin første doktor i pædagogik, Alexander von Oettingen fra CVU Sønderjylland. Op gennem festsalen på Danmarks Pædagogiske Universitet kom den tidligere folkeskolelærer skridtende iført sit stiveste puds i procession med universitetets professorer og doktorer, alle i mørkt tøj, slips og doktorring, rektor i spidsen med den tunge rektorkæde om halsen. De havde retning mod podiet. Tilhørerne rejste sig ærbødigt som i en kirke. Doktoranden blev derpå tampet igennem i fem timer af fire opponenter fra Finland, Norge og Danmark.

Hvordan var det?

»Spændende. Og overvældende. Det gik først op for mig, hvad det var for en stor begivenhed, jeg havde udsat mig selv for, da jeg kom ind i festsalen og så, hvad det var for en tradition, der var forbundet med det. Så det var både spændende og overvældende. Og hårdt«, fortæller Alexander von Oettingen.

Hvad følte du, da du gik i processionen op mod podiet?

»Jeg følte: Kan jeg passe de store sko, som jeg har taget på? Lille Alexander, kan du overhovedet løfte det her? Men det gik udmærket. Det største problem, jeg havde, var egentlig at forstå finnens svensk. Han var på mange måder lige så nervøs som mig«.

Nu er det hverdag igen. Hvordan har du det?

»Jeg føler tomhed. Man har født et barn, og så er man helt tom. Ti år tog det. Men nu må jeg gøre mine tanker brugbare i læreruddannelses- og skolesammenhæng. Det, jeg har fundet ud af, skulle gerne tilbage til klasseværelserne«.

jvo@dlf.org