Jeg går kun glip af en hebraisktime, så det skal du ikke være ked af, siger Usnat Fihmi Atamna, som Folkeskolen møder på den naturvidenskabelige skole i Baqa el Gharbiyeh. Det er nu ikke, fordi hun har noget særligt imod hebraisk. Hun kan faktisk godt lide sprog, men i den givne situation synes hun ikke, hun mister noget.

'Læreren er også dødkedelig', tilføjer hun hverdagsagtigt og får et kort øjeblik konflikt og mellemøstlig uro til at glide i baggrunden.

Usnat er israelsk araber, og hebraisk er for hende fremmedsprog. Efter et års intifada på Vestbredden, som ligger et par hundrede meter fra skolen, har forholdet til landets jødiske befolkning ændret sig voldsomt, og de israelske araberes følelse af at være indespærret og låst fast i en dobbelt loyalitet er tydeligere end nogensinde.

'Min far er taxichauffør, og alle mine brødre arbejder med jøderne. De er også mennesker, og nogle af dem er rigtigt gode venner, men der er gået noget i stykker i det seneste år'.

Sorte Oktober

Hovedgaden i Baqa el Gharbiyeh er den bedste illustration af hendes ord. På en almindelig formiddag midt i ugen er der meget stille. Nogle mænd sidder i eftertænksomhed tavse ved en af cafeernes hvide plastikborde, og tiggeren foran banken ser ikke ud til at have noget stort udbytte.

Før Al Aqsa-intifadaens start i september sidste år var Baqa, som den hedder i daglig tale, en driftig by, hvor jødisk-israelske kunder kom i stort antal for at købe ind eller få bilen på værksted til særdeles konkurrencedygtige priser.

Det er slut nu. I oktober sidste år gik de israelske arabere på gaden og demonstrerede. Den tydelige ulighed mellem statens jødiske og arabiske borgere var den egentlige årsag, men fra myndighedernes side blev demonstrationerne opfattet som sympatitilkendegivelse med intifadaen på Vestbredden og Gazastriben, og politiet skred hårdt ind. Tretten israelske arabere blev dræbt under sammenstødene, og siden har intet været helt det samme. De blodige begivenheder huskes som Sorte Oktober.

'Her i Baqa var det bare for sjov', siger Muhammed, som sidder på hovedgaden sammen med nogle venner. De er alle sammen fra den naturvidenskabelige skole. 'Men andre steder var det alvor, og jeg er begyndt at tænke anderledes om mig selv', fortsætter han.

'Tidligere havde jeg ikke noget imod, at nogen kaldte mig israeler, men nu ser jeg mig selv som palæstinenser. Jeg bor i Israel, men jeg er palæstinenser. Intifadaen har gjort mig til palæstinenser'.

Han gentager ordet flere gange som for at slå sagen helt fast og taler meget om sine følelser for befolkningen på Vestbredden. Han blev chokeret over at se folk juble over terrorangrebet på World Trade Center, men forstår samtidig intifadaen.

'De er vore brødre, og jeg synes, jeg har ret til at holde med dem i deres frihedskamp mod besættelsen. Jeg kan ikke gå ind for Hamas' voldelige metoder, men organisationens formål er godt nok'.

Motivationen mangler

'Hvordan vil du have, at en lærer her på skolen skal undervise i sameksistens, når han selv ser ulighederne hver dag?', spørger skoleleder Yassin Ketani, mens han skænker stærk kaffe i små plastikkrus.

'De har ingen motivation til at forstå det. På papiret får arabiske og jødiske lærere samme løn, men i slutningen af måneden får de jødiske lærere en lang række tillæg, som vi ikke ser noget til. Med 24 skematimer har en lærer her en bruttoløn på 8.000 kroner. Naturvidenskaber og teknik fylder en masse på skemaet, men i fysiklokalet mangler vi næsten alt. Det er kun computerrummet, vi kan være stolte af. Vi vil gerne tilhøre den israelske stat som borgere, men indtil vi får lige betingelser, kan det jo ikke lade sig gøre'.

Skolen er en ucharmerende betonklods. Hovedindgangen når man ved at krydse et jordstykke, hvor lærernes biler holder parkeret mellem skraldespandene, og skolegården er nøgen asfalt. Eneste udsmykning på de dunkle gange er elevernes egne tegninger.

'Når vi tidligere bad børnene tegne deres tanker, lavede de fleste noget om sport eller natur. Der var masser af israelske flag, og jeg fornemmede, at de ligefrem skammede sig lidt over deres palæstinensiske identitet. Nu laver de intifada-tegninger med aggressive israelske soldater, og det individuelle udtryk er blevet erstattet af et kollektivt nationalistisk', forklarer kommunens skoledirektør, Kifah Massarweh, i sit kontor på rådhuset.

Men ligesom Yassin Ketani understreger hun gang på gang, hvordan manglerne i og uden for skolen konstant minder børnene om uligheden.

'Der er ingen skoleudflugter, og kommunens årlige tilskud til materialekontoen er 40 kroner per elev', sukker hun. Hun arbejder hårdt for at skaffe midler til, hvad hun kalder en infrastruktur til fred. Der skal flere arbejdspladser til byen, som kan sikre familierne økonomisk, og der er hårdt brug for ungdomscentre og tidssvarende skolebygninger.

Tante bombesprængt

'Jeg vil gerne væk herfra. Jeg drømmer om at blive skuespiller og bo i USA. Her er ikke ret meget at foretage sig i Baqa', forklarer Usnat. 'Min kusine er min bedste veninde, så efter skole er jeg mest sammen med hende'.

Som pige kommer Usnat ikke i biografen, medmindre en af hendes brødre tager hende med. Men der er i øvrigt slet ingen biograf i Baqa, og af ungdomstilbud er der stort set intet. Man tager til de jødiske byer Hadera eller Netanya, når man skal i byen.

'Men det er der heller ikke meget af længere', siger Weam Subhe Abu Hussein, som går på fysiklinien på skolen. Han fortæller, at da Hamas i efteråret sprængte en bombe på hovedgaden i Hadera, blev hans tante hårdt såret.

'Dengang var det Hamas, som ramte hende, men jeg kan lige så godt risikere at få ballade med nogle jøder, som har noget imod mig, fordi jeg er araber'.-Hans Henrik Fafner er mellemøstkorrespondent for dagbladet Information

Sorte Oktober

Sorte Oktober er et barn af intifadaen, siger skoleleder Yassin Ketani fra Baqa el Gharbiyeh. Da de israelske arabere for et år siden gik på gaden for at demonstrere, var den palæstinensiske intifada på Vestbredden og Gazastriben kun få dage gammel. Oktober 2000, som kostede 13 israelske arabere livet, kan på mange måder betragtes som en udløber af intifadaen, men i virkeligheden er der tale om to konflikter.

Mens intifadaen på de besatte områder er en kamp mod den israelske besættelse, ønsker de israelske arabere lige rettigheder som borgere i Israel.

Men denne proces havde ifølge mange analytikere ikke fået en så markant start uden intifadaen, så forbindelsen er der alligevel. De fleste arabiske medlemmer af det israelske parlament, Knesset, udtrykker deres støtte til intifadaen og deltager i offentlige møder på Vestbredden, og i et enkelt tilfælde har et medlem af Israels Islamiske Bevægelse udført en selvmordsbombeaktion med nær tilknytning til Hamas.

Vi er alle palæstinensere, siger Yassin Ketani og taler om den øgede identificering med den palæstinensiske sag blandt de israelske arabere. Der er tale om to konflikter, som alligevel er den samme.

hhf

Fakta

Israels befolkning:

6,3 millioner

Heraf israelske arabere: 1,2 millioner

Baqa el Gharbiyeh

Naturvidenskabelige Skole

350 elever - 30 lærere

25 computere

Årligt kommunalt tilskud til materialekonto: 40 kroner per elev

Årlig forældrebetaling: ingen

Klassekvotient: omkring 40

Yuvalim

500 elever - 50 lærere

Årligt kommunalt tilskud til materialekonto: 950 kroner per elev

Årlig forældrebetaling: knap 3.000 kroner

Klassekvotient: bestemt under 30

Maayan Shachar

835 elever - 135 lærere

(mange dog på deltid)

120 computere, alle med internet

Årlig forældrebetaling: knap 3.000 kroner

Klassekvotient: omkring 30